Hjem » Blog » Bolden ruller og alt kan ske

Bolden ruller og alt kan ske


Floor Wesseling har syet arvefjendernes klubtrøjer sammen så modstanderne er på samme hold. Foto: Lars Pryds

Kunsthallen Nikolaj i København har samlet en række internationale bud på, hvordan fodbolden kan bruges som udgangspunkt for kunstnerisk udtryk. Det er flere steder ganske underholdende.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 5, 2010

“Kan du li’ fodbold?” spurgte redaktøren, da denne anmeldelse blev bestilt. Og hvem kan ikke det? Fodbold er nationalsporten i Danmark (og i øvrigt også i lande som Bolivia, Brasilien og Bulgarien, samt selvfølgelig fodboldens hjemland, England). Helt naturligt har også billedkunstnere verden over ladet sig begejstre af spillet med de 2 x 11 mand og den runde læderkugle. Det er udgangspunktet for udstillingen “KICK OFF – 1-0 til samtidskunsten”, der kan ses i København indtil 8. august.

Udstillingen diskuterer ikke, om fodbold er kunst, men viser personlige vinkler på sporten og dens “helt særlige evne til at gribe millioner af mennesker”. Det lykkes klart bedst i de værker, der tager udgangspunkt i oplevelsen af fodbolden som “live” transmission, dvs. hvor mediet er film eller videoinstallation.

Det mest omfattende værk er tyske Harun Farocki’s installation “Deep Play” (2007), hvor VM-finalen fra 2006 vises i fuld længde på 12 skærme. Én skærm viser kampen som vi kunne SE den i fjernsynet, hvorimod lydsiden er producerens beskeder til kameraførere og kontrolbord – “Zoom ind på den franske landstræner”, “Kamera 2, følg Zidane” etc.; en anden viser computersimuleringer, en tredje følger én spiller ad gangen suppleret med en graf, der viser hvor hurtigt spilleren bevæger sig. Dybt fascinerende at opdage, hvor mange lag, der kan være i gengivelsen af de samme 90 minutter.

Tre små skærme viser film af forskellige kunstnere – for eksempel Lutz & Guggisbergs “The Angry Coach”, der i ni et halvt minut skælder spillere, medtrænere og dommere ud – bortset fra, at han er mutters alene på stadion. Eller Jeanette Ehlers’ fine lille (105 sekunder) “Ghost Rider”, hvor samtlige spillere er retoucheret væk, så man kun ser deres skygger bevæge sig rundt på banen efter bolden. Selv i den rå bearbejdning er det ren poesi, og jo, her bliver fodbold til kunst.

På to skærme vises franske Pied la Biche’s “Refait”/”Remake” (2009). På den ene ses straffesparkskonkurrencen i semifinalen 1982, på den anden er minutiøst genskabt – med helt almindelige mennesker, på forskellige steder i byen – hvordan spillere, dommere, publikum etc. bevæger sig på den oprindelige transmission. De to billedspor følges ad, og det er magisk at se en verdensbegivenhed overført til hverdagsplanet, hvor dramaet udspiller sig på en røvsyg parkeringsplads i en fransk forstad. Drama og rå æstetik er der også i Martin Brands tredelte “Match” (2005), der skildrer en af de mindre positive sider af fankulturen – hooligans i slåskamp.

De “statiske” værker på udstillingen er mindre interessante; mest iøjnefaldende er Floor Wesselings fodboldtrøjer, hvor arvefjenderne er syet sammen, som skulle de spille på samme hold, og Laurent Perbos’ “Verdens længste fodbold”, der er rund som et rør.

Katya Sanders projekt i samarbejde med en flok Rosenborg-fans, “Begivenhet”, kunne jeg have tænkt mig at se præsenteret i lidt større format end tre indrammede fotos, mens Knud Pedersens avisudklip fra happenings i 1970’erne og 1990’erne forekommer underligt museale og uvedkommende i sammenhængen. De kunne måske have været udeladt her.

Tag solidt sportsfodtøj på (der er mange trapper op til udstillingen) og sæt god tid af til de mange gode filmoplevelser. Det er når fodbolden er i bevægelse at alt kan ske – og gør det. God kamp!

Til 8. august 2010.
Kunsthallen Nikolaj
Nikolai Plads 10, København K
www.kunsthallennikolaj.dk
Åben: Tirsdag-søndag 12-17, Torsdag 12-21, Mandag lukket

.

Refait
from Pied La Biche on Vimeo. Pied la Biche’s “Remake” fra 2009 viser de sidste minutter af 1982 VM-semifinalen mellem Frankrig og Vesttyskland. Synkronsvømning er det ikke, men det er tæt på – og ‘parløbet’ mellem verdensstjernerne og gadedrengene, der genskaber koreografien, er fantastisk.