Hjem » Blog » Krigen mod krigen fylder 3 år

Krigen mod krigen fylder 3 år


En lang række soldater, svært bevæbnede og i fuld kampuniform, har taget opstilling ud mod gaden. En tank på larvefødder retter sit kanonløb mod os lige i øjenhøjde. Indenfor er der soldater i alle hjørner og kroge, alle væggene og selv brændeovnen er svært bevogtet. Heldigvis er alle soldaterne ca. 2 cm høje og skrigende lyserøde, så det er nemt at føle sig tryg i stedet for bekymret over det massive våbenopbud. PINK ARMY har indtaget Galleri Stald. 

Af Lars Pryds | Fra kunstavisen.dk

Pink Army er en global street-art bevægelse, grundlagt for tre år siden i København af General Ruseus. Via en hjemmeside og tusindvis af lyserøde legetøjssoldater erklærede han krig mod krigen og fandt genklang i bl.a. USA, Tyskland og Frankrig. Nu fejres fødselsdagen på Nørrebro, og medlemmer af hæren såvel som støtter af projektet udstiller værker og dokumentation af tidligere “invasioner” i det lille galleri, indrettet i en gammel hestestald.

Medlemmerne har alle rang af general og har taget navn efter ét eller andet lyserødt (Ruseus kaldte sig oprindeligt “Roseus”, som er det latinske ord for pink). De fleste er kunstnere – enkelte er blot optaget af ideen om fred. “Invasion” er den betegnelse, Pink Army bruger om de togter, hvor soldater placeres strategiske steder i bybilledet og fotograferes. Og egentlig hører invasionerne slet ikke hjemme i et galleri – hele pointen er netop at bringe krigen ud på gaden, ud blandt folk og vække til eftertanke – og ultimativt stoppe alle ‘rigtige’ krige i verden.

“Udstillingen her er en videreudvikling af Pink Army ideen,” fortæller General Ruseus i solen bag galleriet, hvor medlemmer og sympatisører er samlet på denne mærkedag. “De fleste af os laver også andet end at sætte soldater op i gadebilledet, men udgangspunktet er det samme: Vi er imod krig, og vi vil lege med legetøjssoldater. Det vigtigste i Pink Army-ideen er at være fælles om at markere os for fred, på tværs af landegrænser. På en måde er projektet identitetsløst – det handler ikke om personen men om fællesskabet.”

Gadekunst er fællesskab
En af gæsteudstillerne er street-art kunstneren Fætter Dub, der direkte på den ene endevæg i galleriet har malet en dreng iklædt uniform, med et flag i den ene hånd og et skilt med teksten “End War” i den anden.

“Jeg er med på udstillingen for at støtte op om Pink Army,” siger Fætter Dub. “Mit udtryk på gaden er børn. Jeg maler altid børn, de har et godt udtryk. De er ikke altid pink, men ham her har jeg lavet direkte til udstillingen.”

Lints, en anden af Københavns kendte gadekunstnere, deltager med maleri af den mere traditionelle slags, nemlig på lærred. Han mener, at mange bruger street-art som et springbrædt til at begynde at udstille og sælge stort på gallerierne, og så forsvinder de fra gadebilledet. De to kolleger drømmer ikke om en kunstnerkarriere med millionsalg – for så forsvinder det fællesskab om gadekunsten, som også giver netværk over hele verden.

Pink Etc.
Alt på udstillingen er naturligvis pink: På væggen hænger plasticgeværer kombineret med sørøversværd og gamle mobiltelefoner; i et hjørne har tekstilkunstneren Etc. placeret en tekstil skulptur omkring en oplyst landingsbane for et jagerfly; midt i lokalet står en søjle med en flyvemaskine med en Obama-dukke som pilot og propellen erstattet af et dødningehoved, og et enkelt sted danner de små soldater teksten “WAS IS KUNST?”. Dét værk er lavet af et medlem af den århusianske fraktion – Pink Army Aarhus ARTillery.

“I Århus er næsten alle i Pink Army billedkunstnere, og vi stiller hele tiden os selv netop dét spørgsmål: Er det kunst vi laver, eller er det en kommentar til samfundet?” fortæller General Scarlett Pinkgomery, der har taget turen fra Århus for at skabe og montere sit værk: “Invasion 40 – Operation Jyske Ghetto”. General Pinkgomery tog dagen før ferniseringen rundt i et område i København, der er kendt som “Lille Århus”, fotograferede sine tropper og dokumenterer forløbet med ca. 30 fotos i galleriet. En invasion af den klassiske slags – og derfor ikke helt ufarlig: Generalen blev truet til at skrubbe hjem til Århus, da folk på gaden spurgte, hvad hun gik og lavede.

Alvor og humor
“I starten gik vi lidt mere til kanten,” fortæller General Ruseus, og beretter om den allerførste invasion, der fandt sted i 2007 mod den amerikanske ambassade i København. Dengang blev de fire deltagende aktivister omringet af ambassadens vagter og bedt om at lege med deres legetøj et andet sted. Heldigvis var limen ikke nået at tørre helt under de ca. 30 pink soldater, så de kunne tage dem med uden at blive beskyldt for direkte hærværk. I dag bruger Pink Army elefantsnot til at sætte tropperne ind med.

Måske lykkes det en dag at nå freden gennem legen, måske lykkes det ikke. Som Sof-D fra Galleri Stald formulerer det: “Nu har vi kæmpet krigen mod krig i 3 år, og der er still no fucking peace.” Men hæren optager stadig nye medlemmer over hele verden. Alle kan være med – og optagelsesbetingelserne er simple: Køb nogle legetøjssoldater, mal dem pink, sæt dem op i byen. Og husk at sende billeder …

Udstillingen er åben til og med den 19. september, og udstillingen vil – som et rigtigt street-art projekt – formentlig ændre sig undervejs.

Pink Army: Artist collaboration against war
Galleri STALD
Lærkevej 11, København NV
galleristald.wordpress.com
Til 19. september 2010
Åben onsdag-fredag kl. 17-19,
lørdag-søndag kl. 15-17.

Pink Army Copenhagen (HQ)
www.myspace.com/pinkarmycopenhagen

Pink Army Aarhus ARTillery
www.myspace.com/aarhusartillery


Pink er komplementærfarven til army-grøn – og dermed vel så langt væk man kan komme fra et af krigens stærkeste symbolsprog. Fotos: Lars Pryds