Der er både magi og lyrik i de utydelige skygger, der bevæger sig henover et øjebliksbillede i Jim Campbells “Fundamental Interval Commuters”. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Jim Campbell tager os med til grænsen for, hvad det menneskelige øje kan opfatte.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 3, 2011, p 35.

Installation eller udstilling? Et øjeblik er man i tvivl, for hele Diamantens søjlesal henligger næsten i mørke. Efterhånden vænner øjnene sig til, at det eneste lys i rummet kommer fra værkerne, som er rektangulære og ophængt som på en klassisk maleriudstilling. Altså er det en udstilling.

Hvert enkelt værk er til gengæld en lille film, så det er nærmest 14 biografer man finder på væggene. Jim Campbell arbejder med lysdioder, der skifter intensitet og udgør et net, lidt lige som raster i fx avistryk. I de fleste værker er der foran lysdioderne anbragt en matteret glas- eller acrylplade, der på samme tid slører og tydeliggør de filmsekvenser, der fremkommer når lyset skifter.

“Fundamental Interval Commuters” er et foto af mennesker, der går hen over et banegårdsgulv – fotograferet med så lang lukkertid, at kun det ben der rammer gulvet er tydeligt. Filmen bag pladen viser folk bevæge sig hen over nøjagtig det samme sted – men så utydeligt at man mere fornemmer bevægelsen end ser menneskene. Samme princip ses i et andet værk, hvor det er et gadekryds i “Montgomery Street”, der udgør det ene lag i billedet, mens biler og fodgængere krydser gaden som tågede spøgelser.

Et fremtrædende tema er det “at gå” – i “Motion and Rest” ses en kvindefigur humpe afsted med sin stok. En lignende bevægelse ses i “Exploded View” hvor en mand småløber på en endeløs strand, falder med mellemrum og rejser sig møjsommeligt for at løbe videre.

I udstillingens fyldige katalog fortæller kvinden med stokken om oplevelsen ved at se sig selv blive “opløst” til det slørede udtryk: “Jim Campbell har gjort mig til en skygge, så min krop er visket helt ud, bortset fra bevægelsen. Campbells lys synger min bevægelses lyrik”.

Det ER lyriske bevægelser der kommer ud fra lyskasserne på væggen – i en forunderlig undersøgelse af, hvornår det vi ser, er tydeligt eller utydeligt. Udstillingens største værk, “Home Movies”, bruger væggen bag de mange pærer som ‘lærred’, og set tæt på bliver det store format til rent lys i skiftende styrke – motivet forsvinder. En udstillingsgæst spurgte, efter at være kommet lidt på afstand: “Har det været så tydeligt hele tiden?” Ja og nej, er svaret – alt afhængig af hvor man placerer sig i forhold til værket.

Enkelte still-fotos skildrer bevægelsen som fotografiske “gennemsnit” – fx “Dynamism of a Cyclist”, hvor 90 sekunders cykling er reduceret til ét billede. Men det er de små stramt strukturerede værker der er mest betagende, med deres magiske og endeløse koreografi af mennesker i bevægelse. Man skal sætte god tid af, hvis man vil opleve alle filmene – tydelige eller utydelige.

Jim Campbell: Material Light
Det Nationale Fotomuseum
Diamanten
Søren Kierkegaards Plads 1, København
www.kb.dk
Til 16. april 2011