Den tyske kunstner Georg Baselitz, der er kendt for at vende motiverne på hovedet, maler sine gamle billeder én gang til, men med den erfarne kunstners artistiske lethed og elegance. Enkelte motiver stammer helt tilbage fra den gang, da de endnu havde fødderne nedad …

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen

I musikkens verden ses ofte, at kunstnere indspiller andres værker, men sjældnere, at de genindspiller deres egen, tidligere udgivne musik. Kate Bush er en nylig undtagelse – på albummet “Director’s Cut” udforsker hun gamle numre og tilfører dem nyt gennem en aktuel fortolkning.

Georg Baselitz (født 1938 i Deutschbaselitz i det tidligere DDR) er ude i samme ærinde på udstillingen Baselitz Re-Mixed. Siden 2005 har han arbejdet konsekvent med denne metode, hvor han maler sine gamle motiver igen – på en ny og mere afklaret måde. Billederne er klarere i farverne og ser ud som om de er frembragt legende let og ubesværet. Men når motivet er velkendt og fastlagt på forhånd, har Baselitz selvfølgelig også fjernet en af de indbyggede overvejelser foran lærredet og kan koncentrere sig om det maleriske.

Den muntre side
Baselitz’ ‘gamle’ billeder – som ikke vises på udstillingen – handler om den tyske historie, med stærke symboler som fx den tyske ørn, og er ofte mørke og dystre. De nye udgaver er omtrent det modsatte: venlige og sågar morsomme – som fx “Digteren” fra 2005, der viser Hitler på skateboard spændt ud mellem fire faldskærme. Baselitz’ egen forklaring er, at hans “fortid ikke var særlig positiv eller storartet … men jeg har heldigvis lagt denne tid bag mig, og i dag er der meget at grine af”.

I udstillingens katalog – der gengiver samtlige udstillingens værker – fortæller Baselitz, at han altid har beskæftiget sig med de gamle billeder: “De forekommer så vigtige, at jeg faktisk ikke ser nogen mening i at søge efter nye emner”. Lidt af en påstand – er det fantasien der har nået grænsen, eller er det en undskyldning for ikke at søge efter ny inspiration?

Helt lukket inde i sin egen motivkreds er Baselitz dog heldigvis ikke – en serie store malerier udgør en variant, hvor ikke Baselitz’ egne, men andre store kunstneres værker re-mixes. Kolleger som Andy Warhol, Piet Mondrian og Edvard Munch får kærlige og humoristiske hilsner med på vejen. Baselitz, der har en forkærlighed for fødder, citerer fx Warhols “Dance Diagram (Tango)” – og vel med en venlig tanke til Magritte? – i maleriet “Ceci n’est pas un tango” og har i “Ekely” malet de fødder, der ikke kom med på et kendt fotografi af Edvard Munch.

Godt arbejde
Nogle mindre serier af akvareller og tuschtegninger på midteretagen virker knapt så overbevisende og er vel mest med for at vise Baselitz’ arbejdsproces og hans vedholdende bearbejdning af motivet. Anden, tredje og fjerde variant af de re-mixede udgaver af “Adler” fra 1972 (som her har fået fire forskellige titler) føjer eksempelvis kun lidt til oplevelsen af første variant – uanset hvor man vælger at begynde.

De store malerier på nederste og øverste etage er derimod udstillingens store oplevelse og hele entré-billetten værd. Som altid på Gl. Strand er udstillingen bygget forbilledligt enkelt op – rummene udnyttes optimalt til at skabe en visuelt valid sammenhæng og en oplevelse, der er forskellig fra etage til etage. Det er imponerende at se, hvordan malerier i stort format får plads og lov til at komme til deres ret i de forholdsvis små lokaler. Det er dygtigt udstillingsarbejde.

Baselitz Re-Mixed
Kunstforeningen Gl Strand
Gl. Strand 48, København
Til 21. august 2011
www.glstrand.dk
Tirsdag-søndag 11-17, onsdag-torsdag 11-20, mandag lukket