De er nedtonede og kraftfulde, tyste og råbende på én gang. Man er ude og inde – på samme tid. Per Mølgaards “Love Letters” i Galleri Susanne Ottesen er et besøg værd.
Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 7, 2011.
På grund af vandskade på lageret har Per Mølgaards malerier fået selskab af en stor, næsten selvlysende blå Bjørn Nørgaard-skulptur i det københavnske galleris forreste lokale. Det er en skam – for Mølgaards sarte billeder har det bedst i ren luft, uden højtråbende kommentarer i lokalet.
Men efterhånden indfinder stilheden sig, og Mølgaards tegnede motiver bliver nærværende. Det er store lærreder – enkelte op mod to en halv meter på den lange led – og der er mange lag i billederne. Underst den maleriske bund, hvorpå det første motivlag er tegnet – typisk interiører med stramme arkitektoniske linjer, i en tynd og sanset blyantsstreg. Rummene er stuer med ganske få, oftest klassiske, arkitekttegnede og genkendelige møbler fra tresserne, som enten står tomme eller er befolket med mennesker, der kigger ud på en antydet udsigt. Enkelte billeder viser – vistnok – kunstnerens nærmeste omgivelser: hans eget atelier med store panoramavinduer.
Yderste lag er naturen. I mørke farver er malet levende blade og grenværk, eller flokke af fugle, der danner mønstre på himlen – kendt som “sort sol” – typisk i kanten af lærredet, så man får den dobbelte beskuerrolle: Man kigger indenfor gennem grenværket, og herfra kigger man (sammen med de billedernes figurer) ud på naturen igen.
Malerierne er båret af en vis melankoli, og det faktum, at de fleste af Mølgaards mennesker er tegnet med ryggen til, får udstillingens titel “Love Letters” til at forekomme lidt trist. Er det ulykkelig eller uopnåelig kærlighed, der antydes? Eller længslen efter, at der dumper et brev ned i postkassen?
“Mens vi venter” er titlen på et af værkerne – et billede hvor motivet er delt midt på lærredet med den indendørs ventende på nederste halvdel, og de to måske længe ventede figurer i det øverste felt. Igen denne tænksomme flertydighed – som understreges af dobbeltheden i malemåden.
Der er en fin sanselighed i Per Mølgaards billeder, og der er masser af både stemning og detaljer at gå på opdagelse i. Forvent ikke farvestrålende postulater i storbyen, men derimod billeder, der kræver, at man tager sig god tid og lader roen spille sammen med iagttagelsen.
Per Mølgaard:
“Love Letters”
Galleri Susanne Ottesen
Gothersgade 49
1123 København K
Til 27. august 2011
www.susanneottesen.dk
Grænsen mellem ude og inde er flydende i Per Mølgaards sarte malerier, her “Under en sort sol”.