Hjem » Blog » Kvindestemmer 2013 – 14. april

Kvindestemmer 2013 – 14. april

Kvindestemmer2013_1

“Kvindestemmer” er et årligt tilbagevendende københavnsk kulturarrangement, hvor musikere, digtere, forfattere og billedkunstnere – alle kvinder, forstås – i løbet af en eftermiddag underholder med eksempler på deres kunnen. I år foregår det søndag den 14. april – og bl.a. Band Ane, Mette Holm, Band Mizgin og Janina Katz på er programmet.

Siden 2010 har jeg designet det postkort, der annoncerer “Kvindestemmer” – 2013-modellen ser ud som ovenfor. Specielt ved dette års motiv er, at det indeholder ‘bidder’ fra alle de tre foregående års kort – det er en af fordelene ved collage-teknikken: Der er uendelige muligheder for genbrug! Nyt i år er til gengæld de tredimensionelle bogstaver (N, M, E), som i virkeligheden er nogle viskelædere, samt den yndige unge dame i baggrunden, som rent faktisk har tøj på, selv om man ikke skulle tro det.

De seneste år har Lisbeth været konferencier, men i år afvikles Kvindestemmer på en dato, hvor vi desværre er anderswo engagiert. Men derfor skal der alligevel lyde en opfordring herfra til at deltage i Kvindestemmer. Se programmet herunder (det er bagsiden af kortet), eller download en pdf her: Kvindestemmer2013_A5

Kvindestemmer er arrangeret af Folkevirke, Dansk Blindesamfunds Kvinder og Kvinder i Musik.

Læs mere på Folkevirkes hjemmeside.

Kvindestemmer2013_2