Hjem » Blog » Fra Biennale til Bruun

Fra Biennale til Bruun

Efter fem hektiske dage med Venedigs uudtømmelige overflødighedshorn af kunst i forbindelse med årets Biennale er vi hjemme igen og kigger med fornyet inspiration frem mod vores egen udstilling – PARLØB i Galleri Lisse Bruun.



Venedig er altid inspirerende at besøge. Som bonus i år var der oven i købet en stor Antoni Tàpies-udstilling i Museo Fortuny. En flot disponeret udstilling – både med Tàpies’ egne værker, men også etnografika fra hans store samling. Altsammen i dialog med andre kunstnere som Arnulf Rainer, Giacometti, Kandinsky og Mirò – de fleste ligeledes fra Antonis samling. Imponerende – og et flot, sjældent kig ind i den store malers univers. Tàpies står jeg (som mange vil vide) i dyb gæld til, hvad kunstnerisk inspiration og menneskelig autencitet angår.

Fra Antoni til Bruun – der er både nyskabelser og tilbageblik på vej på Lisbeths og min udstilling, der åbner den 31. oktober. Jeg har fundet nogle gamle skitsebøger fra hhv. 1987 og 1990 frem, valgt et par skitser ud og genskabt motiverne på store lærreder. Med overraskende resultat – i hvert fald for mig selv. Derudover er en håndfuld nye collager klar i mit yndlingsformat 28 x 23 cm (hvorfor dét er blevet mit yndlingsformat? Tjah, det passer perfekt i en 50 x 40 cm ramme m. passepartout…). Der er både neon-orange papir og rustne stumper fra vores trofaste Ford Focus i motiverne, der i den lille filmstump herover spiller op til Lisbeths sanselige avantgarde-collager. Nederst en enkelt collage med neon og foto fra Barcelona.

På gensyn den 31. oktober – fernisering i Galleri Lisse Bruun.
Se mere på www.pryds.com/par

Lars Pryds: "A Couple o' Girls #2", 2013. Collage på papir, 28 x 23 cm.
“A Couple o’ Girls #2”, 2013. Collage på papir, 28 x 23 cm.