Hjem » Blog » Et år med kunst og collager

Et år med kunst og collager

På tærsklen til 2014 er det naturligvis bedst at kigge fremad. Men først lige et kig tilbage på året der gik –  med fokus på den kunst, der fylder så meget i vores tilværelse. Den anden del, der handler om grafisk design, fylder næsten lige så meget, men dén gemmer vi til en anden gang. Her er 12 glimt fra 2013:

Docken2013_1227low
JANUAR: Året begyndte i en iskold Kulturkajen Docken, hvor Lisbeth og jeg udstillede sammen med Kunst2100. Tre sektioner af de let ramponerede, flytbare vægge indrettede vi med en forholdsvis stringent ophængning af malerier, collager og tekstile objekter. På scenen havde jeg lejlighed til at fortælle om udgivelsen af min bog Pages of a Non-Existent Diary – og solgte måske et par ekstra eksemplarer på dén konto.

…..

Fifty/Fifty i Filosoffen, Odense, 2013, STore sal. Foto: Lars Pryds
FEBRUAR: I Kunstbygningen Filosoffen i Odense tjekkede vi ind på hele førstesalen – med tredje og sidste runde af Fifty/Fifty-projektet i anledning af min 50 års fødselsdag i august ’12. Mange kom forbi til både fernisering, udstilling og “Artist’s Talks” – og så både nye værker og verdenspremiere på en serie tegninger fra 1987 – “Opbrud” – som her blev udstillet for allerførste gang. Udstillingen var vistnok den største separatudstilling jeg har haft nogensinde – og et godt kig tilbage på et langt forløb.

…..

Kvindestemmer2013a
MARTS: “Kvindestemmer” er en årlig kulturevent arrangeret af Folkevirke, med optræden af musikere, digtere, forfattere og billedkunstnere – alle kvinder, forstås. Siden 2010 har jeg designet/malet/tegnet plakat og invitationskort – og på bedste collage-vis kombineret typografi og kunstneriske virkemidler. 2013-udgaven blev skabt i marts (arr. var i april) og er lidt speciel derved, at der indgår elementer fra alle de foregående år – samt tre viskelæderbogstaver (N, M, E) i ægte 3D. Og selvfølgelig en sensuel kvinde bag det hele. Se alle plakaterne på www.pryds.com/design

…..

AabneVaerkst2013_2077_800px
APRIL: Indtil 2003 boede vi i Brabrand og deltog et par gange i Århus Amts stort anlagte åbne værksteder-arrangement “Kunst i Østjylland”. Ét år havde jeg fornøjelsen af stå for den grafiske identitet – og samme opgave tilfaldt mig i april måneds Åbne værksteder” i regi af Kunst2100 på Østerbro. Ca. 100 besøgende fandt vej til vores tredjesal – og fik en smagsprøve på, hvordan der kan se ud på et ægte atelier, herover fx min let kaotiske opslagstavle. Eller også kiggede de blot op på vores fine Anton Rosen-stuk i lofterne. Man har vel forskellige interesser…

…..

05-pryds_harlow_2910_low
MAJ: Som mit bidrag til Galleri Lisse Bruuns traditionsrige sommerudstilling gik jeg i maj i gang med en serie collager om og med den legendariske platinblonde sexbombe Jean Harlow (1911-37) – en ny pinup fandt dermed vej til mit univers. Her er de i alt tolv små billeder i værkstedet inden montering og indramning.

…..

06-IMG_2380retouchedLOW
JUNI: Den 14. juni var jeg – for første gang i 26 år – til eksamen. Eller nærmere betegnet – til forsvar for min afhandling som Master i Design, efter to år med næsen i bogen, som jeg fik det formuleret. Afhandlingen handler naturligvis om grænselandet mellem kunst og design, og forsvaret gik okay. En stor dag som afslutning på et godt forløb med masser af udbytte, på mange måder. Læs min rapport om forløbet her.

…..

Lars Pryds: "Yellow T", collage, acryl og lak på pap. 14,5 x 14,5 cm.
JULI: Måske var det sommervarmen, der gjorde mig lidt firkantet, men i hvert fald funderede jeg i et blogindlæg i juli måned over, hvordan billedformatet i dagens digitale tidsalder har ændret sig fra det gyldent-snit-behageligt rektangulære til det allestedsnærværende kvadratiske – ikke mindst på smartphone’n. Og endte med at lave en serie kvadratiske collager, 16 styks i alt, der senere alle blev købt af en samler i Galleri Lisse Bruun. Her er én af dem – nu i privat eje!

…..

08-pryds-collager-pagter
AUGUST: I august fik jeg en serie værker i kommission i et galleri i min fødeby Kolding – Orla Pagter fra Galleri Pagter udalgte sig otte collager til visning i galleriet. Herover ses tre af dem, han endnu ikke har solgt – i det mindste i skrivende stund :-). Sjovt og godt at kunne henvise folk til en forhandler i min gamle by, som jeg forlod for 26 år siden og nok aldrig flytter tilbage til, men som alligevel betyder en hel del for mig.

…..

Forlaget på Tredje i Indie Books hos Arnold Busck
SEPTEMBER:
Arnold Busck åbnede i september – i samarbejde med foreningen NEWPUB – en afddeling for bøger udgivet på smalle forlag eller af selvudgivere – og vi var med. Lisbeths Tekstile udtryk og min egen Pages… og stod på hylderne hos en af Danmarks bedste bogpushere i forsøgsperioden på 10 uger (og lidt til), men desværre uden det store salg. Siden da har vi valgt at sætte prisen på begge bøger ned med en tredjedel – så hvis du bestiller direkte hos os, koster de nu kun 200,- pr. stk.

…..

10-Venezia_Biennale_2013_5920_lo
OKTOBER: To begivenheder, klos op ad hinanden i oktober, handlede om at hente inspiration. Først et par dages designkonference i regi af SNDS (hvor jeg traditionen tro stod for katalog og Award-show præsentations-slides), og lige derefter en håndfuld gode dage i Venedig, hvor vi lige så tro mod traditionen travede gennem årets Biennale. Her er Lisbeth med notes-blokken på Giardini.

…..

11-Pryds_100x160cm_Maleri_2013_4625_PR
NOVEMBER: Det meste af måneden udstillede Lisbeth og jeg sammen i Galleri Lisse Bruun under overskriften PARLØB – nye værker med enkelte afstikkere til den gang “when it all began”, nemlig for hen ved 30 år siden, da vi mødte hinanden. Maleriet herover (100 x 160 cm) har lidt af både nyt og gammelt i sig – det er nemlig malet i 2013 efter en skitsebog fra 1987. Dén var naturligvis også med i galleriet. Se billeder fra PARLØB-udstillingen her.

…..

12-28x23cm_T-Barcelona_2013_R-1000px
DECEMBER: Ikke alt i december handler om jul – det lykkedes også at få hul på en ny stribe collager – her en, der dog nok mest er et maleri eller en tegning. Det lykkes mig nok aldrig helt at skille tingene ad – men det er heller ikke fordi jeg forsøger. De nye collager kommer med på udstilling til næste år – bl.a. i det svenske Jäger Jansson Galleri i Lund til marts. Her har jeg førstesalen i det fine galleri, i skyggen af Sveriges næstældste universitet.

Og således blev et tilbageblik på det gamle år alligevel til et kig ind i det nye – på gensyn i 2014!