.
PRO’s udstilling på Gammelgaard i Herlev viser, at fænomenet “kunstnersammenslutning” stadig lever og har det godt i det danske kunstmiljø.
Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 4, 2014
Kunstnersammenslutningen PRO har eksisteret i mere end 50 år, men er både levende og i udvikling. Årets udstilling på Gammelgaard har da også fået titlen “Forår og fornyelse”. Udover en hilsen til årstiden er titlen desuden valgt for at markere indlemmelsen af hele seks nye medlemmer i den traditionsrige sammenslutning.
PRO udstillede gennem mange år årligt på Charlottenborg, men med beslutningen i 2007 om at omdanne Charlottenborg til en international kunsthal blev PRO sammen med flere andre sammenslutninger hjemløse. I 2012 udstillede PRO første gang på Gammelgaard – og med den aktuelle udstilling er der lagt op til en fast tilbagevendende tradition, ifølge Gammelgaards kulturcenterleder Anne Retz Wessberg.
I udstillingskataloget spørger hun: “Hvad skal vi egentlig med disse sammenslutninger? De var nyskabende og nytænkende en gang, men holder det i 2014?” – og svarer selv ved at invitere PRO indenfor – fordi der er et behov for, at “nogen samlet […] holder liv i en kunstnerisk vision på vore alle sammens vegne”.
PRO bygger på en vision om mangfoldighed, siger Wessberg, ikke ensartethed. Det er en vigtig pointe at tage med rundt i udstillingen. Gammelgaards tre bygninger stiller konkrete krav til en opdeling af udstillingen – men i dette tilfælde, hvor hele 19 forskellige kunstneriske udtryk skal præsenteres, er det faktisk en fordel.
I ‘Gammel Lade’ danner en hel væg med Claus Bojesens malerier en farvestrålende kontrast til Tine Hinds mere afdæmpede grafiske arbejder og fire store lærreder af Torben Heron. Balkonen er tæt pakket med Gunnar Bays malerier “Face to Face” og Peter Bjørn Olsens skulpturer i glasfiber, kobber og træ. Her kunne en strammere udvælgelse have givet mere ro til de enkelte værker.
I udstillingens to andre dele er fornemmelsen af ophobning ikke nær så udtalt. Bedst fungerer ophængningen, hvor der er defineret et afgrænset rum til den enkelte kunstner – som fx i Annette Juels lille afdeling i ‘Ny Lade’, hvor en større væginstallation er monteret på en endevæg og akkompagneres af små collage-arbejder på sidevæggene, eller i grafiker Steen Rasmussens lysinstallation “Vanitas”, der har fået sit eget rum i Hovedbygningen.
Udstillingen er et øjebliksbillede på, hvad kunstnere fra mange egne af landet er optaget af netop nu. Bortset fra mangfoldigheden kan den særlige kunstneriske profil, PRO ifølge kataloget har arbejdet indgående med at udvikle siden 2006 – bl.a. ved at udfordre hinanden “gensidigt forpligtende og tematisk”, være svær at få øje på. Heldigvis, kan man sige – for et fastlåst tema vil jo netop kunne kvæle det mangfoldige.
Til 27. april 2014
Kunstnersammenslutningen PRO
– Forår og fornyelse
Gammelgaard
Gl. Klausdalsbrovej 436, Herlev
www.gammelgaard.dk
.
.
.