Stor, flot udstilling med collagens mester i Museumsbygningen
Af Lars Pryds | Fra kunstavisen.dk
Hele fem rum en suite i den smukke gamle udstillingsbygning på Østerbro er i øjeblikket dedikeret til værker af Sven Hauptmann (1911–1984). Her vises en række af kunstnerens signatur-collager formet af afrevne plakater, men også skæve opstillinger i kasser, assemblager og skulpturer.
Sven Hauptmann havde collagen som sin primære udtryksform, ikke som en øvelse sideløbende med mere anerkendte og ‘finere’ kunstformer som fx oliemaleriet. Han leflede ikke for anerkendelsen, stræbte ikke efter pekuniær velstand men snarere efter den rigdom, der kommer af langsom og nænsom undersøgelse af det oversete, det uønskede, det betydningsløse.
Læs også: collagens egne klimaer
Både i det københavnske gadebillede og på lossepladser i Frankrig, hvor han boede 1950–1962, fandt Hauptman sit råmateriale: affaldstræ, metrobilletter, en ødelagt badmintonketscher, tændstikæsker, øl-etiketter, tagpap, plastic-dimser og plakatrester. Alt dette og mere til kan ses i værkerne på udstillingen, der omfatter i 120 værker fra 20 forskellige udlånere, samlet gennem halvandet år af Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel i samarbejde med kunstnerens familie.
Poetiske øjebliksbilleder
Den tyske kunstner Kurt Schwitters (1887–1948) “råbte højt med affald” i sine collager i mellemkrigsårenes Tyskland. Hauptmann råber ikke. Han fortæller i et roligt, farveafstemt tonefald om nære oplevelser – som fotografering ved en familiefest (i en assemblage med brugte blitz-ampuller) – og om forelskede øjeblikke som i en collage med titlen “Erindring om en lørdag eftermiddag i en lille have i Pileallé. Min betagelse af din hånd og din blomstrede kjole”.
Det er billedpoesi skabt af ingenting – eller af noget, der ingenting er værd i traditionel forstand. Titlen til denne anmeldelse er lånt fra bogen “15 år i dansk kunst” (1976), hvori Øystein Hjort skriver, at en af hemmelighederne i Sven Hauptmanns værker er, at han viser os materialernes dobbelte identitet: “Det forkastede genindsættes i en sammenhæng og knytter nye forbindelser. Det betydningsløse får betydning, det intetsigende en lyrisk eksistens”.
Forgængelighedens vilkår
Den afdæmpede stemning skyldes for de ældste værkers vedkommende til dels, at de er gulnet med ynde. Sven Hauptmann var bevidst om, at de materialer, han (gen)brugte, var forgængelige, men fastholdt, at også dette forhold er en del af kunstens vilkår. Til Berlingske Aftenavis sagde han i 1969: “Collager er jo bare et stykke papir. Men papir er ikke så flygtigt som man tror. Og farverne er trykfarver. Ganske vist falmer de efterhånden, men det bliver ved med at være det samme billede”.
Sven Hauptmanns stoflige collager hænger smukt på de let krakelerede, hvidmalede lærredsvægge i Museumsbygningen, det er næsten som har værkerne fundet hjem. Det er en stemningsfuld og god oplevelse at bevæge sig gennem lokalerne og langsomt fornemme de skiftende universer i hvert enkelt værk.
23. april – 23. maj 2015
PAPIRPOESI
Sven Hauptmann
Collager 1953–1984
Museumsbygningen
Kastelsvej 18, 2100 København Ø
www.banjarathnov.com
Åben tirsdag–lørdag 12–16
.
