Hjem » Blog » Aldrig udramatisk

Aldrig udramatisk

Jørgen Rømer kom sent i gang med at male akvareller, men der er den samme intensitet i farverne, som der var i hans tidligere sort-hvide grafik. Uden titel 1987. Akvarel og blyant på gammel konvolut, 12,5 x 16,2 cm. Foto: Clausens Kunsthandel.
Jørgen Rømer kom sent i gang med at male akvareller, men der er den samme intensitet i farverne, som der var i hans tidligere sort-hvide grafik. Uden titel 1987. Akvarel og blyant på gammel konvolut, 12,5 x 16,2 cm. Foto: Clausens Kunsthandel

.

Nærvær og intensitet i omfattende og flot ophængning af Jørgen Rømer i Clausens Kunsthandel

Fra Kunstavisen nr. 5, 2016

Det var ikke Inga, Katinka eller Smukke Charley på sin Harley, der var mine idoler tilbage i 1980erne. Som ung studerende på Kunsthåndværkerskolen i Kolding var det derimod store personligheder som Søren, Jørgen og Erling med efternavnene Hjort-Nielsen, Rømer og Jørgensen, der lå øverst på listen.

Helte var de, og jeg vidste præcis hvorfor: ‘Hjorten’, fordi han kunne skildre caféliv og menneskelige skæbner i koldnålsraderinger, så man følte, man var der selv; Jørgensen (koldingenser som jeg selv), fordi han angreb radérpladen uhæmmet med alskens redskaber, som stoppenåle, theskeer og kraftige søm, der blev banket gennem pladen.

Rømer, fordi … her var det lidt svært. Ingen tvivl om nerven – men hvad var det, han gjorde med så stor kraft på de bittesmå formater? Jeg blev aldrig helt klar over det, dengang, men formentlig har hans søgende, nærmest seismografiske måde at opløse genkendelige motiver i grafiske fortællinger ramt noget i min egen spæde søgen efter mening i grafikkens verden.

Selv i dag, 30 år senere, er nerven i Jørgen Rømers (1923-2007) billeder intakt. Måske fordi de aldrig blev til for at tilfredsstille et sultent kunstmarked eller vække opsigt i bybilledet, som så mange forsøger i dag. Hans arbejder er skabt af en indre nødvendighed, med bund i virkeligheden og med en utrættelig søgen efter, hvad der gemmer sig under overfladen.

“Kunstnerens arbejde er helt forbundet med hans egen afklarings- og erkendelsesproces, som den udfordres af de hændelser, som sker i hans omgivelser,” skriver Bent Irve i bogen “Vanitas – 55 tegninger af Jørgen Rømer” (1984).

Denne proces kan man følge på nært hold i Clausens Kunsthandel. I 150 værker – de fleste stillet til rådighed af hans arving og udstillet i kunstnerens egne passepartout’er – åbenbares Rømers udvikling fra de tidlige eksperimenter med grafikken, så længe lungerne kunne holde til de giftige syrebade, til de senere arbejder i tegning og akvarel.

Udgangspunktet er altid noget set – et landskab, fårekranier, sneglehuse – men motivet bliver mindre og mindre vigtigt, efterhånden som han “møfler med det”, som han selv sagde.

Værkerne kaldte han for meddelelser til sin kone Jytte, så hun kunne se, hvordan det stod til med ham. Det er jo helt poetisk, og man tror gerne, at Jytte rent faktisk har kunnet læse hans sindsstemning ud af de små meddelelser. Mest fascinerende er måske, at vi andre får lov at kigge med i denne udveksling af beskeder. Det er en oplevelse, som er stilfærdig og beskeden i format, men aldrig udramatisk.


7. maj– 18. juni 2016
Jørgen Rømer
Grafik, akvareller og tegninger
Clausens Kunsthandel
Toldbodgade 9, København K
www.clausenskunsthandel.dk

 

 Motiverne er næsten altid iagttagelser fra omgivelserne, men det var aldrig Jørgen Rømers mål at beskrive virkeligheden, snarere at videregive sansningen af verden omkring ham. “Hønes Anatomi”, 182. Blyant, 7,8 x 11 cm. Foto: Clausens Kunsthandel
Motiverne er næsten altid iagttagelser fra omgivelserne, men det var aldrig Jørgen Rømers mål at beskrive virkeligheden, snarere at videregive sansningen af verden omkring ham. “Hønes Anatomi”, 1982. Blyant, 7,8 x 11 cm. Foto: Clausens Kunsthandel

 

Grafik-Bronchie-Kaal_1972_kat421
Ofte gled forskellige motiver ind i og over i hinanden – som her, hvor titlen “Bronchie-Kaal” giver anelser om Jørgen Rømers udgangspunkt for den dramatiske billeddannelse på det lille format. Akvatinte og koldnål 1972. 6,1 x 6 cm. Foto: Clausens Kunsthandel

 

"Den klangligt forfinede gråtoneskala […] er simpelthen hans kolorit", skrev Bent Irve om Jørgen Rømers grafik i 1976. Det gælder til en vis grad også for Rømers senere akvareller, som han tilføjer farver med stor sikkerhed. Uden titel, 1993. Akvarel, blyant, 12,4 x 16,7 cm. Foto: Clausens Kunsthandel
“Den klangligt forfinede gråtoneskala […] er simpelthen hans kolorit”, skrev Bent Irve om Jørgen Rømers grafik i 1976. Det gælder til en vis grad også for Rømers senere akvareller, som han dog tilføjer farver med stor sikkerhed. Uden titel, 1993. Akvarel, blyant, 12,4 x 16,7 cm. Foto: Clausens Kunsthandel