.
10. maj 2016 fyldte Erling Jørgensen 75 år. Han er født i Kolding, som kunstner autodidakt og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling som 20-årig i 1961. Han har siden opnået international anerkendelse som både maler og grafiker.
Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 6, 2016
Erling Jørgensens uortodokse og voldsomme grafiske tryk fra slutningen af 1970erne og frem er en fascinerende dokumentation af, hvad man kan med en radérplade. Han angreb metalpladerne med stoppenåle, hammer, søm og hvad der ellers lige var i nærheden, og det blev til serier på mere end 50 (!) stadier af samme plade. Flere af disse serier, med titler som “Dagbogsblade” og “Fransk Suite”, kan ses på Statens Museum for Kunst.
De stoflige malerier er ligeledes ordløse fortællinger med stor kraft. I portrætfilmen “Ekspert i sort” (af Claus Top Christensen, 2009) fortæller Erling Jørgensen, at farven er det vigtigste – motivet er sådan set ligegyldigt. Selv maler han sjældent et genkendeligt motiv. “Der er en historie i mine billeder,” siger han dog, “jeg ved bare ikke, hvor den kommer fra eller hvad den handler om.”
Det er med andre ord op til beskueren selv at finde ind til historien, og det kan være svært, “…hvis man ikke er vant til at se på billeder”. Men det er absolut besværet værd.
Sort er Erling Jørgensens foretrukne farve – selv om han også elsker fx en dyb, mat cadmiumrød. Vigtigt er også, hvordan farven afsættes på lærredet – tyndt, tyktflydende, kontrolleret eller spontant. Selv om hans udtryk kan synes tilfældigt, er alt velovervejet og styret – der er taget stilling til hvert eneste penselstrøg eller pålimede papirlap.
I filmen fortæller Erling Jørgensen, hvordan oplevelser i barndommen formentlig har formet ham som billedkunstner. Fx stod han som 5-6-årig på gangbroen over baneterrænet i Kolding og lod sig indhylle i kulsort røg fra lokomotivernes skorstene. Sundt har det ikke været, men det er ikke svært at se den livslange inspiration – mange af hans malerier nærmest oser af sort.
Gennem mange år har Erling Jørgensen samarbejdet med Clausens Kunsthandel i København, der har vist adskillige udstillinger med hans maleri og grafik. Senest i 2007, hvor kraftfulde stumper af træ og lærred i de mest forunderlige faconer fyldte hele huset.
Hvor de tidlige grafiske arbejder var en trinvis destruktion af trykpladen, blev disse malerier Erling Jørgensens pendant på lærred – en opløsning af formatet og en frigørelse fra det firkantede. Dermed er ringen sluttet – og man føler med ham “en uendelighed af frihed”. Tak for det, og stort tillykke med fødselsdagen.
Opdateret 10.09.2016: Erling Jørgensen sov stille ind på Hvidovre Hospital den 1. september 2016. Bisat fra Søndermark Krematorium 9. september 2016.
Læs mere om Erling Jørgensen:
Clausens Kunsthandel, København
Galleri 5, Middelfart
Kunstindeks Danmark
Filmen “Ekspert i sort”
Kun et påskud for at give liv til en streg på fladen
.