Hjem » Blog » Slettet på harddisken

Slettet på harddisken

Englestyrt
Richard Winthers umættelige appetit på kvindekroppe kommer bl.a. til udtryk i maleriet “Englestyrt” (1985–2004), inspireret af et fotografi i mandebladet Playboy. Olie på masonit, 96 x 122 cm. Foto: Clausens Kunsthandel.

.

Et langt, afsluttet kunstnerliv dækker i bogstaveligste forstand væggene i Clausens Kunsthandel, der viser ikke færre end 260 værker af multikunstneren Richard Winther (1926–2007).

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen 8, 2016

Til udstillingen er udvalgt op til fem værker fra hvert år fra Winther var 16 år og til hans død i 2007. De er ophængt fra gulv til loft, kronologisk år for år, omtrent med én væg til hvert årti. Det er lidt af et puslespil – men trods de mange uens formater, forskellige materialer og teknikker er der harmoni og struktur i det umiddelbare kaos.

Udstillingsformen underbygger den energi, hvormed Richard Winther, der bl.a. var medstifter af Linien II (1947), Eks-Skolen (1961) samt Arme og Ben (1976), gennem et helt liv kompromisløst undersøgte kunstens rolle i både samtiden og i kunsthistorien. Han gjorde det med sin egen eksistens som udgangspunkt og materiale – ikke mindst efter at han, der var født i Maribo, i 1993 flyttede til Lolland for at bo og arbejde i et nedlagt alderdomshjem, der i dag fungerer som museum.

Fotografiets betydning
Udstillingen viser værdifulde glimt fra Richard Winthers – aka Ricardo da Winti, eller i den korte form: Rdo, som han gerne omtalte sig selv – udforskning af både maleri, tegning, grafik, skulpturelle eksperimenter i pap, træ, ler mm. – og fotografi, som havde stor betydning for hans kunstneriske arbejde.

Richard Winther arbejdede med fotografiet på flere planer. Dels iscenssatte han modelopstillinger med nøgne kvinder – og deltog ofte selv i opstillingerne, som han fotograferede som forlæg til malerier eller som selvstændige værker. Dels udforskede han den fotografiske teknik gennem konstruktion af kameraer skabt af papkasser, træstykker og konservesdåser. Eksempler på disse kameraer (små kunstværker i sig selv) kan ses på udstillingen.

Parafraser over stort og småt
Endelig skabte han parafraser over fundne billeder – enten affotograferede værker fra klassicismen, som han var dybt optaget af, eller ved nærmest videnskabeligt at analysere billeder fra aviser eller blade, for derefter at male motivet op i umiskendelig Winthersk stil.

“Englestyrt”, færdiggjort 2004, er et eksempel herpå – maleriet er blevet til efter studiet af et foto af 26 nøgne kroppe i magasinet Playboy fra 1976. Transformationen dokumenteres i bogen “Ricardo da Winti et al”, som Forlaget Vandkunsten udgav ved udstillingens åbning. (Læs anmeldelse af bogen på kunstavisen.dk).

En væsentlig udstilling om en væsentlig, til tider lidt overset kunstner, med hovedvægt på maleri, akvarel og tegning. En enkelt computertegning, udprintet på et A4-ark, vidner om Richard Winthers appetit på at udforske også helt nye teknologier. Hans fokus var dog altid i den analoge verden – og på computerprintet har han omhyggeligt noteret: “Tegnet beg. okt. 89. Slettet på harddisken.”

Richard Winther (1926–2007)
Retrospektivt

Clausens Kunsthandel
Toldbodgade 9, 1253 København K
clausenskunsthandel.dk
Åben: Onsdag–fredag 12–17, Lørdag 11–15

.

Udstillingen i Clausens Kunsthandel dækker et helt kunstnerliv – og det meste af væggene fra gulv til loft. Foto: Clausens Kunsthandel.
Richard Winther-udstillingen i Clausens Kunsthandel dækker et helt kunstnerliv – og det meste af væggene fra gulv til loft. Foto: Clausens Kunsthandel.

.

I forarbejdet til en rytterstatue til Sønderborg (aldrig realiseret) udformede Richard Winther utallige skitser og modeller, hvori han undersøgte hestens anatomi og bevægelsesmønstre. Modellen her er udført i pap, plast, træ og hvid maling. Foto: Clausens Kunsthandel.
I forarbejdet til en rytterstatue til Sønderborg (aldrig realiseret) udformede Richard Winther utallige skitser og modeller, hvori han undersøgte hestens anatomi og bevægelsesmønstre. Modellen her er udført i pap, plast, træ og hvid maling. Foto: Clausens Kunsthandel.

.

"M22 – Langsom, lille blænde", 1996. Et af de eksperimentelle fotografiapparater, som Richard Winther byggede og fotograferede med. Foto: Clausens Kunsthandel.
“M22 – Langsom, lille blænde”, 1996. Et af de eksperimentelle fotografiapparater, som Richard Winther byggede og fotograferede med. Foto: Clausens Kunsthandel.