Hjem » Blog » Kunst i ly af skoven

Kunst i ly af skoven

Følg pilen: Lars Pryds og Lisbeth Tolstrup deltager i Åbne Atelierdøre Guldborgsund 2018. Foto: PR

.

Åbne Atelierdøre hos kunstnerpar i Sakskøbing

For lidt over et år siden rykkede Lisbeth Tolstrup og Lars Pryds ind i den gamle skovriderbolig i Reersø ved Sakskøbing. Huset er kendt som Skovly, og de mange kvadratmeter danner nu ramme om kunstnerparrets aktiviteter, der omfatter maleri, collage, grafik og tekstile objekter. I weekenden 11.-12. august deltager de for første gang i ”Åbne Atelierdøre – Guldborgsund”.

”Det er altid med en vis uro i maven, at vi deltager i åbne arrangementer”, afslører kunstnerne, der har kørt parløb, privat som professionelt, siden midten af 1980’erne. ”Men da flere af vores kolleger her på Sydhavsøerne har haft stor glæde af at være med i de foregående år, meldte vi os ind i foreningen ”Åbne Atelierdøre – Guldborgsund” her i foråret.

Der bliver meget at se på i Reersø. Lars Pryds, der er grafiker og maler, udstiller blandt andet nogle helt nye grafiske arbejder, skabt som træsnit – inspireret af den omgivende skov – og en række store malerier, ophængt rundt omkring i huset. Lisbeth Tolstrup vil vise nogle af de eksperimenter, hun er i gang med inden for området ”fiber art”, der er en udløber af klassisk tekstilkunst. Et område, hun også har arbejdet med som kunsthistoriker og forfatter.

Kunst i Skovly
ved Lisbeth Tolstrup og Lars Pryds, Nystedvej 62, Reersø, Sakskøbing.

Åbne Atelierdøre – Guldborgsund finder sted lørdag den 11. og søndag den 12. august kl. 10-17. Flere oplysninger om deltagere og adresser på
www.aabneatelierdoere-guldborgsund.dk

Information om Lisbeth Tolstrup og Lars Pryds findes på:
www.lisbethtolstrup.com og www.pryds.com