Hjem » Blog » Nyt dagblad fra JP – i Pryds-design

Nyt dagblad fra JP – i Pryds-design

De to allerførste FINANS-forsider – fra 3. og 4. september 2018.

.

Tabloid trykformat som digital publikation

Danmarks største digitale erhvervsmedie, Finans.dk, der udgives af JP/Politikens Hus, lancerede i denne uge et spritnyt dagblad: FINANS udkommer på alle hverdage – designet og redigeret i klassisk avisformat (tabloid, for at være helt præcis), men udgivet som en e-avis, der kan læses på smartphone, tablet eller computer.

Jeg har haft fornøjelsen at udvikle designet, i tæt samarbejde med chefredaktør Steen Rosenbak, der for at kunne producere en ekstra daglig avis har ansat tre grafikere – i sig selv et usædvanligt træk i disse sparetider.

Designet læner sig – ikke overraskende – op ad Jyllands-Postens øvrige udgivelser. Som det (i hvert fald indtil videre 🙂 ) eneste JP-produkt anvender FINANS dog udelukkende skrifter fra den omfangsrige Guardian-familie, som i flere år har fungeret som Jyllands-Postens rubrikskrift. I øvrigt i samspil med go’e gamle Stone Serif, som jeg også var med til at indføre som gennemgående brødskrift i Jyllands-Posten i 2001 efter et frugtbart samarbejde med Dr. Mario García. Men det er en helt anden historie …

I FINANS er hensigten at bringe få, men forholdsvis store fotos, og siderne layoutes stramt og stilrent, så de både fungerer i opslag og som enkeltsider (dvs. ingen illustrationer hen over falsen) – naturligvis bestemt af, hvilken led, man holder sin smartphone eller tablet på. Der er åbent for leg med rubrikker i varierende skriftformater, evt. i den mørkrøde signalfarve, der ligesom det karakteristiske citationstegn er flyttet med fra finans.dk.

Men hvorfor en e-avis i format som en papir-avis, men uden brug af tryksværte?

“Vores abonnenter efterspørger ikke mere papir, men mere kvalitetsjournalistik,” siger Steen Rosenbak. Gerne udfoldet i én samlet pakke hver dag. “Det format kan noget unikt i form af overblik og sortering af nyhedsdøgnet for travle mennesker,” siger Steen Rosenbak.

Her er den første uges forsider af FINANS, hvor der er anvendt et udvalg af de i alt 12 forsidemodeller, vi har udviklet – samt et eksempel på en side 2 og et par indvendige opslag. Læs mere og køb abonnement på FINANS på finans.dk

..

FINANS-forsiderne 5. og 6. september 2018.

.

Forside 7. september + side 2 fra 4. september 2018.

.

FINANS 3. september 2018, side 13-14.

.

FINANS 4. september 2018, side 22-23.