Har været på en lille rundtur til tre udstillinger i det københavnske i dag. Her er et par glimt:
LANGSOMME BILLEDER
Rundetårn viser udstillingen SLOW ART med imponerende vævninger af Martin Nannestad Jørgensen (f. 1959). Udstillingen er resultatet af ti års arbejde – og de store håndvævede billeder (de største måler 215 x 550 cm) suppleres af en 15 meter lang frise, som er computervævet efter Martins digitale kompositioner. En ren, stemningsfuld og farvestærk udstilling.
OBS: Slow Art kan ses til og med på søndag 5. maj
Se mere på rundetaarn.dk
Læs også Libbie Fjelstrups anmeldelse Vævede billeder med saft og kraft
FOKUS PÅ DET TEGNEDE
Den Frie Udstillingsbygning har 12. april åbnet udstillingen “Drawing Attention”, en udstilling med fokus på tegning som selvstændigt kunstnerisk udtryk, ikke som det tidligere ofte var tilfældet, som en teknik til skitsering af værker i andre teknikker og materialer. Alle sale er fyldt – og det er i sagens, eller rettere: konceptets natur ikke små pæne blyantstegninger i skitseblokformat, der er mest af. Installationer, store bannerformater, tegning på lærred og gummidug, med tuschpen, menstruationsblod og voks – og midt i det hele en gravemaskine … Svært at finde en fællesnævner, og med 63 udstillere er det en godt blandet oplevelse – men måske var det netop hele ideen.
Drawing Attention kan ses til 22. maj.
Læs mere på denfrie.dk
TRYKT OG GRØNT
Hele 84 udstillere er med på Danske Grafikeres medlemsudstilling TRYKT i det medlemsdrevne udstillingssted i Sølvgade. På to etager vises ét grafisk værk af hver. Konceptet er enkelt, for hvert værk gælder tre dogmeregler:
1: Formatet er max. 22 x 22 cm. – 2: Farven grøn indgår. – 3: Prisen er 1.000 kr.
Billederne vil blive solgt på stedet, så udstillingen ændrer sig undervejs. Måske derfor er billederne hængt op i en spredt uorden, som forstærkes af, at formaterne er uens. Konceptet havde nok været endnu stærkere, hvis der havde været helt fast krav til formatet, ikke formuleret som en maksimumstørrelse. Men sprudlende fremstår medlemmernes forskellige udtryk – og at krav nr. 2 fortolkes ret bredt (i enkelte værker indgår der en ganske minimal mængde grøn farve) er ikke en ulempe.
TRYKT kan ses til 25. maj.
Læs mere på danskegrafikere.org
.
.