Hjem » Blog » Øjenåbner til verden

Øjenåbner til verden

Bog: 2030 NOW
Forfatter: Susanne Sayers
Udgiver: Life Publishing, København
(296 sider, pris 375,-)

Anmelder: Lars Pryds, grafisk designer MD

Stjerner: 4 af 5 i Journalisten nr. 6, 2019

 

Forsiden ser ikke ud af meget – enkle hvide, stencilerede tal og bogstaver, der leder tankerne hen på tv-serien MASH eller hjemmelavet tekst på transportkasser i halvtredserne. Men indholdet af “2030 NOW” er stort og ambitiøst: Det handler om intet mindre end FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Ifølge forordet, skrevet af FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon, er udgivelsen tænkt som en måde at fremme visionerne bag de 17 mål – samt som en appel til handling.

Appellen er bygget stringent op. Først oplistes målene i en farverig pixi-udgave. Dernæst præsenteres målene i 17 kapitler, der er struktureret ens: Først et mere eller mindre personligt citat af en “ambassadør” – ledsaget af et helsides portræt. Dernæst selve visionen beskrevet i sin helhed og endelig små artikler med forskellige tilgange, bygget op efter forordets rubrik: “Tænk, skab, handl”.

Under det første ledeord beskrives ideer eller forskning, der kan hjælpe med til at sikre målenes opfyldelse (fx hvordan vi kan bruge teknologi, cykler eller vand bedre); “Skab” præsenterer en række verdenskendte kunstnere som Olafur Eliasson, Yoko Ono og Ai Wei Wei, der arbejder med bæredygtighedstemaer; og endelig er “Handl” fortællinger om mennesker, der har ladet sig påvirke af ofte meget personlige oplevelser til at gå i aktion – eksempelvis Céline Cousteau, der som filmproducent og miljøforkæmper går i dialog med de oprindelige folk i eksempelvis brasilianske Amazonas.

Det hele krydres af den franske fotograf Yann Arthus-Bertrands billeder af landskaber og byer set fra oven. De genkendelige billeder giver fine pauser i læsningen mellem de 17 kapitler – og for en gangs skyld er de smukke fotos ikke blot pynt, men viser den truede rigdom, teksten omtaler. I det store format (32 x 24 cm) spiller billedsiden i det hele taget en flot hovedrolle, mens den nævnte stencilskrift er stemningsgivende som displayskrift, men er et håbløst valg i de små skriftstørrelser.

“2030 NOW” er en vigtig bog – en god øjenåbner for og en letlæselig anskueliggørelse af de udfordringer, verden står overfor. De store, helsides kendisportrætter af smukke skuespillere som Glenn Close, Nikolaj Coster-Waldau og Michelle Yeoh, store personligheder som Sir Richard Branson samt et ungdomsportræt (!) af Bianca Jagger – får bogen til at fremstå som en coffee table book, hvilket er ganske unødvendigt for et globalt set væsentligt emne som dette. “There is no Planet B”, som det hedder – var man i tvivl, er man det ikke efter læsning af denne bog.