Galleri Arleth på det nordlige Falster viser nye værker af maleren Poul Esting. Udstillingens titel: “Estings Verden” antyder en retrospektiv udstilling, men faktisk er alle værker helt nye.
Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen #6, 2020
På udstillingen, der er den største, Poul Esting har haft i området, siden han flyttede til Falster for en menneskealder siden, vises flere end 60 værker. I det primære udstillingsrum har galleriets indehavere Anette og Michael Arleth også eget smykkeværksted og -butik, mens de største malerier vises i “Riddersalen”, en tidligere staldbygning, der er rustikt istandsat.
Poul Esting er en flittig kunstner. “Jeg maler altid,” siger han. Her er ikke tale om en søgende kunstner, der prøver forskellige stilretninger og teknikker af – Esting har forlængst fundet sit sprog og fortæller sine historier i kapitler, ofte i billedserier, hvor en klar gennemgående farve skaber sammenhæng.
Maleri og musik i dialog
Inspirationen kommer fra litteratur og, ikke mindst, fra musik. Poul Esting maler stort set altid med musikken som akkompagnement og lader den påvirke både motiver og stemninger i malerierne. Desuden hentes maleriets titel ofte i det aktuelle musikstykke, så man kan i værklisten aflæse kunstnerens særlige musiksmag:
En rød serie malerier har fx titler som “Lotus Blossom”, “Wish You Were Here”, “Fonisation: So What Varese” og “Soria Maria” – med reference til så forskellige kunstnere som jazz-ikonet Duke Ellington, det eksperimenterende superrockband Pink Floyd, tolvtonekomponisten Edgar Varèse (og måske Miles Davis?) samt den norske saxofonist Jan Garbarek.
Koloristisk spænder lærrederne fra sarte stregtegninger på hvid eller lys grund over kontrastrige sort-hvide kompositioner til kulørstærke farver som varm rød, turkis og avocadogrøn. De forskelligt farvede serier er nænsomt ophængt i udstillingen, så man trods de mange værker oplever en rytmisk variation undervejs.
Tre-dimensionelle lærreder
Poul Esting prøver også kræfter med andre medier end maleriet. Tidligere gjaldt det grafik, og på den aktuelle udstilling ses en håndfuld keramiske krukker og skulpturer, skabt i samarbejde med en pottemager for nogle år siden. De tredimensionelle former er som rumlige lærreder for Estings billedverden. Flere af de keramiske værker blev solgt allerede på ferniseringsdagen – måske et incitament til at skabe flere.
Men det er trods alt malerierne, der er i fokus på den smukt disponerede og omfattende udstilling i Galleri Arleth. Med en beliggenhed på det nordlige Falster, helt ned til Østersøen, er det ikke et sted, man kommer tilfældigt forbi, men besøget er turen ad de smalle veje værd. Og det er altid muligt at aftale besøg udenfor normal åbningstid, hvis man er i nærheden.
13. juni – 13. september 2020
Estings Verden – nye malerier af Poul Esting
Galleri Arleth
Horbelev, Falster
www.arleth.dk