Hjem » Blog » Med motorsav og symaskine

Med motorsav og symaskine

Dansk mos og svensk grenformation mødes i vinduet til det lille københavnske Gallery Lowlands. Foto: Lars Pryds

 

Tekstilkunstneren Frans Peter Valbjørn Knudsen har flyttet et stykke svensk skov ind i hjertet af København. Det er der kommet en intim og stemningsfuld udstilling ud af.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen nr. 10, 2020

“At gå ind i en skov…” er titlen på udstillingen i det lille Gallery Lowlands. Invitationen signalerer en tæt, dampende, jungleagtig oplevelse med masser af træer, grene og gevækster. Måske skulle man medbringe en machete for at komme frem – og for at kunne bekæmpe de lovede “foruroligende og skjulte hensigter”?

Heldigvis er virkeligheden ikke helt så farlig, og Frans Peter Valbjørn Knudsens installation er en æstetisk nydelse i det lille udstillingsrum – galleriet, der er indrettet i en tidligere butik, består af ét rum på ca. 20 kvadratmeter.

Til gengæld er der højt til loftet – og ned fra det har Frans Peter hængt en skulpturgruppe af amøbeformede “individer”, syet af gamle, ternede herreskjorter i mange farver. Tekstilkunst skabes oftest af kvindelige kunstnere, men her er der dømt “Herretur”, hvilket også er værkets titel.

Naturens stoflighed
Tilbage til skoven. Frans Peter har et hus i Sverige, og for 20 år siden plantede han dér en pilemark. Nu høster han grenene, afbarker dem og bruger barktrevlerne til bevikling. Den naturlige stoflighed fastfryses med oliefarve, så objektet er hårdt, formfast og sprødt på samme tid. I “Tilbageholdelse af længsel” danner en trekantet stav en næsten mytisk aftegning på væggen, mens de to dele i “It’s a Sign” fremstår som arketypiske former med løse frynser i det porøse materiale.


Læs også: En gevækst giver ikke altid mening


I to “Plantekasser” ses fastfrosne grenformationer, placeret i muldjord eller på mos – bemalede og stivnede i deres firkantede rammer. Et værk har titlen “Der er noget lorent” – og dét kunne være en fælles overskrift for Frans Peters værker: Her er natur i form af svenske birkestammer, fældet og bearbejdet med motorsav, men også konstruerede, syede figurer, der enten har deres eget liv eller udgør en symbolsk repræsentation som i “Wall Flowers”, hvor blomster syet i hør og akrylgarn flyder ud fra en flade af gips.

Musik og kontrast
Til udstillingen har musikeren Rasmus Sjøgren skrevet en komposition af ur-lyd, der smukt og stemningsfuldt understøtter den visuelle oplevelse.

Kontraster er et omdrejningspunkt for Frans Peter – kontrasten mellem det bløde og det hårde, det naturlige og det kunstige, det maskuline og det feminine. Der er masser af begge dele på denne fine præsentation, der effektivt udnytter det minimale gallerirum, uden at man på noget tidspunkt føler sig fortabt i junglen.

Så tag trygt en tur i skoven – kunstneren passer selv udstillingen de fleste dage, så der er mulighed for at få en snak og (måske) en forklaring på de forunderlige objekter.

 

1.-29. november 2020
Frans Peter Valbjørn Knudsen:
at gå ind i en skov…
Gallery Lowlands
Rørholmsgade 2B, 1352 København K
facebook.com/GalleryLowlands

……………….

 

Pilebark i trevler, viklet rundt om arketypiske former som stigen og korset indgår i Frans Peter Valbjørn Knudsens installation i det lille Gallery Lowlands. Foto: Lars Pryds

 

En stamme fra et svensk birketræ med indsatte, syede tunger kravler hen mod væggen og går i uventet dialog med de elektriske ledninger. Foto: Lars Pryds

 

En rusten jernplade fundet i de svenske skove sat sammen med et stykke syet rya danner en næsten menneskelig form. Foto: Lars Pryds