Omfattende samling værker af Sven Hauptmann kan nu ses i København, hvor de udstilles for første gang.
Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen #1, 2021
Den danske kunstner Sven Hauptmann (1911-1984) var collagens mester. Efter tidlige forsøg med konkret maleri og efter 12 år bosat i Sydfrankrig (1950-1962), blev den hjemvendte Hauptmann hurtigt bemærket som collagekunstneren, der holdt sig til denne særlige genre i kunsten, som, mente han, har noget både malerisk og skulpturelt i sig.
Kunsten at skabe collager er kunsten at sjæle – at tage billeder ud af deres oprindelige sammenhæng og sammensætte stumperne igen til et nyt billede. Det er at opdage nyt land, skabe nye fantasiverdener og myter, hvori alt er muligt, skrev tidsskriftet Elephant’s redaktør Ana Ibarra i 2010 i et temanummer om netop collager.
Collager er som digte
Sven Hauptmann stjal ikke materialerne til sine collager – men fandt dem på gader, plakatsøjler og lossepladser. “Hele jorden er jo fuld af ting, som jeg kan give en betydning. Som man så kan give videre,” fortalte han i 1969 til Berlingske Aftenavis:
“Collagen er en form for oplevelse, for digt, for alt muligt. Nogle af de stykker papir, jeg bygger den op af, har forskellige klimaer. Men i det øjeblik, jeg har samlet dem, kommer de ind i en konkret, en synlig virkelighed.”
Udstillingen i Banja Rathnov Galleri & Clausens Kunsthandel viser eksempler fra årene i Sydfrankrig, hvor Hauptmann begyndte at skabe assemblager sammensat af fundne træstumper, metalstykker og andet industrielt affald, inden papircollagen blev hans foretrukne arbejdsform.
Sven Hauptmann i Museumsbygningen
Læs også:I dialog med verden
De ca. 60 værker på udstillingen har ikke tidligere været vist offentligt, pånær nogle ganske få. Der er eksempler på de tidlige konkrete malerier, assemblagerne og ikke mindst collagerne. Banja Rathnov beskriver collagerne fra 1960erne som fortættede og poetiske, mens der i 70erne og 80erne kom en ny enkelhed og et særligt lys ind i værkerne, primært fordi de indsamlede papirer fra plakater og lignende, som Hauptmann havde med hjem fra Frankrig, efterhånden slap op.
Sven Hauptmann er af kunstkritikeren Bent Irve beskrevet som en lidenskabelig dyrker af samtalen og som en god lytter, der gerne lod sig påvirke af samtalepartnerens bidrag: “Det han modtog forvaltede han. Samme proces gjaldt også collagerne, som han opfattede som frugter af en livlig dialog med verden og menneskene”.
Samtalerne med Hauptmann er forstummet – men heldigvis er frugterne bevaret for eftertiden og vises altså nu for første gang på en udstilling, der kan ses til den 20. februar. På grund af corona-restriktioner bedst efter aftale på tlf. 30 11 01 32. Ellers en ad gangen.
20. januar-20. februar 2021
Sven Hauptmann
Collager og tegninger
Banja Rathnov Galleri & Clausens Kunsthandel
Studiestræde 14, 1., 1455 København K
Åben: Onsdag-fredag 12-17, lørdag 12-15 eller efter aftale
banjarathnov.com · clausenskunsthandel.dk
………