Hjem » Blog » Fra stringens til kaos

Fra stringens til kaos

Simon Grimm har i et vitrineskab opstillet sin samling, der med hans egne ord er “en blanding af hittegods og mesterværker”. På væggen hænger også hans allerførste kunstindkøb: en tegning med madkulør af Christian Lemmertz. Foto: Lars Pryds

.

Hvad er en kunstsamling? Og hvad samler kunstnere selv på? De spørgsmål stillede tre kunstnere sig selv og otte kolleger. Resultatet kan ses på udstillingen “Kunstnernes Kunst” på Gammelgaard i Herlev.

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen #2, 2022

Udstillingen viser værker fra 11 nulevende kunstneres samlinger. Intentionen er bl.a. at gøre “os klogere på kunstnernes inspirationer og de spor, de afsætter i deres proces og egne værker”.

Gammelgaards rum – hovedhus, ny lade og gammel lade – udnyttes til at skabe vidt forskellige stemninger. I grove træk kan registreres i hvert fald tre forskellige måder at gribe temaet an på: En fokuseret værktilgang, en dokumentation af mere eller mindre direkte inspiration fra andre kunstnere – samt en kaotisk ophobning af værker på grænsen til det navlebeskuende.

Stramhed og fokus
Den første tilgang fungerer godt i ophængningen i hovedhuset af Ann Sophie von Bülows 40 sort-hvide fotografier af christianitten Kaj Christensens ukendte malerier og i Jørgen Carlo Larsens installation, der med fotos af “Gadeskulpturer” i kombination med hans egne skulpturer og fundne mursten monteret på væggen danner en fin helhed.

Andre har tolket samlerbegrebet mere frit og skabt værker i egen ret. Fx Lasse Krog Møllers “Kartotek”, der består af 42 små fotos af kunstværker i det offentlige rum, som af forskellige grunde er forsvundet. På fotografierne er selve værket klippet bort, så kun omgivelserne står tilbage. Godt set og tankevækkende, både pga. den store research og fordi værket taler direkte ind i den aktuelle diskussion om postkolonialisme og (kunst)politisk korrekthed. Og ja, busten af Frederik V, der blev smidt i Københavns Havn i november 2020, ER med.

Hvor kommer inspirationen fra?
Hos Kathrine Ærtebjerg fornemmes inspirationskilderne mere direkte – fx i en serie værker, hvor fællesnævneren er den blå farve. Måske er denne tilgang den mest forventelige ud fra oplægget, men interessant er det at få et kig ind i det kunstneriske maskinrum. Selv den dygtigste kunstner står jo på skuldrene af dem, der kom før ham eller hende.

Den tredje tilgang er ophobningen. Enkelte af de inviterede viser over 100 værker hver – og som en gæst bemærkede: “Der må da være noget tomt på væggene derhjemme lige nu…”. Nogle samlinger kan synes uoverskuelige at gå i gang med – men måske er den kaotiske mangfoldighed en afspejling af den kunstneriske proces netop her.

Udstillingen er kurateret af Jacob Hoff, Lilybeth Sebaldus og Simon Grimm, og til lejligheden er udgivet et lille katalog, hvor de deltagende kunstnere har svaret på en række spørgsmål om deres samling. Sammen med værkfortegnelsen giver det en rigtig fin introduktion til udstillingens tema og forklarer – ikke uden humor – nogle af de spor, som ikke nemt kan afkodes i selve udstillingen.

15. januar – 6. marts 2022
Kunstnernes Kunst
Gammelgaard
Gl. Klausdalsbrovej 436
2730 Herlev
www.gammelgaard.dk

 

Maleren Kathrine Ærtebjerg har grupperet værkerne i sin samling og suppleret med egne værker, der har et slægtskab med inspirationskilderne. Foto: Lars Pryds.

 

Her stod en gang en Henry Moore-skulptur: Lasse Krog Møller kalder selv sit værk for “en samling af beskrivelser af kunstværker”. Selve kunsten er nemlig forsvundet – både fra fotografiet og fra gadebilledet. Foto: Lars Pryds.

 

Melou Vangaards hjørne er et eksempel på den mangfoldighed, der findes i kunstnernes egne kunstsamlinger. Foto: Lars Pryds

 

Ann Sophie von Bülow viser i en superstram ophængning med knappenåle i alt 40 affotograferinger af malerier, skabt af Kaj Christensen, der var smed og sømand, men havde et hemmeligt liv som kunstmaler på Christiania. Her “Afslappende model”. Foto: Lars Pryds

 

Gammelgaard i vintersol og høj himmel, på åbningsdagen for udstillingen “Kunstnernes Kunst” på Gammelgaard, Herlev. 15. januar – 6. marts 2022. Foto: Lars Pryds