En weekend i november passede jeg medlemsudstillingen i foreningen Danske Grafikeres Hus i Sølvgade, Kbh K, og genopdagede ved den lejlighed bogen “Indtryk Udtryk Aftryk” udgivet i 2008, i anledning af foreningens 15 års jubilæum på adressen. Bogen er en efterfølger til klassikeren “Dansk Grafik – gennem 25 år”, som har stået i min reol, siden året efter den udkom i 1985.
Den ‘nye’ bog indeholder ikke reproduktioner af værker og små artist statements som den ‘gamle’ – derimod har foreningens medlemmer fået til opgave at levere et værk i form af fire (ud af otte mulige) udseparerede farveplader til trykning af deres opslag. Dvs bogen er ét stort originalværk – eller i hvert fald har det været hensigten; nogle steder er det lykkedes bedre end andre.
Udover de visuelle kunstnerpræsentationer (som man skal helt om på side 234 for at finde de tilhørende navne til), et praktisk forord af bogudvalget og en lille indledende tekst af Peter Laugesen er der to fine tekster gemt lidt af vejen bagerst i bogen. Bortset fra nogle lidt forstyrrende stave- eller satsfejl er de værdifuld læsning, selv i 2024.
Erik Steffensen (f. 1961) filosoferer under rydningen af sit kontor på Grafisk Skole ved Kunstakademiet over historiens vingesus og grafikkens milepæle – “Er der ikke et liv er der sjældent tale om kunst” hedder det fx om John Olsen – og over traditionen, der rækker frem i tiden: “Det gælder om at få øje på det ny i det gammelkendte”.
Det længste bidrag (fem helsider i Åse Eg Jørgensens firkantede, typografiske layout) er skrevet af Bjarne Werner Sørensen (f. 1960). Hans tekst omhandler bl.a. de nye grafiske teknikker, som allerede i 2008 havde sat gang i diskussionen om, hvad der egentlig karakteriserer originalgrafik.
Han anerkender, at der nok findes “en uvilje mod maskinfremstillede produkter”, men også, at de nye teknikker medfører nye muligheder. Hans afsluttende bemærkning er muligvis vigtigere end nogensinde at have in mente i dag, hvor kunstig intelligens er det store lys i åbenbaringen:
“Computerteknologien kan […] ses som en udvidelse af traditionen, men stadig må vi erkende at computere, lige som al anden teknik, ikke i sig selv kan skabe mening”.
Bogen er udgivet af Foreningen Danske Grafikere, udkom i 1000 eksemplarer og kan findes antivarisk, hvis man er heldig. Det var jeg.