Hjem » Blog

Et maleri bliver til

.

“Hvor længe er du om at male et maleri?” bliver jeg – og sikkert alle andre malere – ofte spurgt. Jeg plejer at svare, at det tager omkring 40 år, så længe er det siden jeg begyndte at lave billeder. Men det er jo i virkeligheden et umuligt spørgsmål, for det er umuligt at måle. Heldigvis.

Ikke nær så tit (og dét kan undre, for det er da meget mere interessant)  bliver jeg spurgt, hvordan jeg maler mine billeder. Det er jo en ny måde for hvert billede, så det er næsten lige så svært at svare på. Men også kun næsten – for der indgår jo både processer, der er uforklarlige, og så nogle, der er helt håndgribelige.

I denne lille film kan man se nogle (ganske få) af de mange trin, der blev taget under tilblivelsen af maleriet “Hedy et la Petite Fille de la Mer”, som i øjeblikket og til og med 30. oktober 2021 kan ses i PAKHUSgalleriet i Nykøbing Sjælland, på Kunstnersammenslutningen Det blå Tårns udstilling “Højvande”.

.

Fra udstillingen “Højvande” med Kunstnersammenslutningen Det blå Tårn, PAKHUSgalleriet Nykøbing Sj. 9-30 oktober 2021. Marmorskulpturer af Lisbeth Krag Olsen foran mine malerier og collager. “Hedy et la Petite Fille de la Mer” hænger i midten på væggen til venstre. Foto: Lars Pryds

To udstillingsåbninger på ti dage

Kære alle –

velkommen til den 24. udgave af Sommerudstillingen Masnedøfort – MSØ21. Flere end fyrre danske og udenlandske kunstnere deltager, når fortets tunge jerndøre åbnes torsdag den 24. juni kl. 12.
Vi byder på to særudstillinger i år: Textile Rytmer, hvor 9 tekstilkunstnere går i dialog med 18 rum på fortets førstesal, samt Kuldsejlinger, en installation med seks redningsflåder og kuldsejlet strikketøj af Sisse Fog Odgaard (vises udendørs ved fortet den 5.-8. august).

Der holdes ingen fernisering.
Udstillingen er åben tirsdag-søndag kl. 12-17 til og med den 8. august.
Entré inkl. katalog: kr. 60,- (MobilePay eller kontant)
Betalt entré til udstillingen giver også adgang til evt. arrangementer på dagen.

MSØ21 – Masnedøfort, Fortvej 8, 4760 Vordingborg
> Mere info www.sommerudstillingen.dk


Læs PRESSEMEDDELELSE (pdf)

 

Lørdag den 3. juli byder Kunstnersammenslutningen Det blå Tårn indenfor i det smukke gule Bønnelyches Pakhus i Nysted. Til fernisering helt som før corona, hvis ellers vi kan huske hvordan man gør 🙂

Udstillingen åbnes kl. 13-15 af næstformand i Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune Britta Lange (A), hvorefter forfatter, tidl. operasangerinde ved Det Kgl. Teater Christine Marstrand fortæller om udstillingens tema og inspirationen fra August Strindberg.

Udstillingen er åben til og med søndag 1. august, onsdag til søndag kl. 12-17. Der er gratis adgang, også til de fire arrangementer i udstillingsperioden.

Det blå Tårn: “Højvande”, Bønnelyches Pakhus, Ny Østergade 14, 4880 Nysted
> Mere info www.det.blaa-taarn.dk


Læs PRESSEMEDDELSE (PDF)

 

Bedste hilsner og på gensyn –
Lisbeth Tolstrup og Lars Pryds

 


Få invitationer som denne direkte på  mail:
Klik her og tilmeld