Nye collager i to gallerier. Plus et par andre rigtig gode kunstoplevelser

De seneste par uger har min kalender været fyldt med gode oplevelser og bevægende begivenheder. Først så jeg den fine dokumentarfilm om Per Kirkeby, “Mand falder”, åbningsfilm ved CPH:DOX og eneste danske deltager i den store DOX:Award – og dagen efter havde jeg fornøjelsen af at interviewe filmens instruktør Anne Wivel. Min anmeldelse kan læses i den udgave af Kunstavisen, der udkommer 21. november, interviewet i december-nummeret.

Men allerede nu: Skynd dig ind og se den, når den turnerer over hele landet med DOXBIO – “Mand falder” er et smukt, givende og nænsomt velfortalt øjebliksportræt af en stor kunstner i en eksistentiel krise. Her er traileren:

Byens Hegn
Et par dage senere blev jeg sørme selv filmet – i en lille bitte film, hvori jeg anbefaler at stemme på Carl Krull’s udsmykning i konkurrencen om at vinde “Hegnspælen 2015” som det bedste projekt på Byens Hegn. Byens Hegn er de kunstneriske udsmykninger på de ellers meget lidt kønne, grønne plankeværk, som omkranser Metro-byggepladserne i København.

Der er tolv nominerede i år – og DU kan (indtil søndag den 15. nov.) stemme på din egen favorit her: m.dk. Min anbefaling af Krull’s “Seismic Wave” bliver vist ved prisoverrækkelsen i Kunstforeningen Gl. Strand den 18. november – men bare rolig: den varer kun ca. ét minut! Til gengæld er der både foredrag, Hotel Pro Forma og “knejpemusik” – det ligner en fest! Her er Krull’s værk i samspil med omgivelserne ved Sortedamssøen:

Set på afstand hen over Østerbrogade går Carl Krulls seismografiske tegning i dialog med både træer og stensætning i bybilledet. Foto: Lars Pryds

Collagerne – og de to gallerier
En tur til Kolding for at fejre min gamle fars 90 års fødselsdag omfattede også et smut indenfor hos Galleri Pagter for at aflevere fire nye collager til Orla Pagter, som nu altså har lidt flere værker på papir af mig på lager. Herunder er to af dem – som kan ses (og købes!) i galleriet, hvis man spørger efter dem. Aktuel udstilling er “Det åbne landskab”, med værker af Louise Gaarmann, Jens Overgaard Christensen og Jens Bohr.

Er du ikke i Kolding, men i København, kan du hos Galleri Lisse Bruun indtil 28. november se udstillingen “6 grafikere” med arbejder af Lone Villaume, Paule Ducourtial, Anette Juel, Søren E. Hansen, Henrik Bøegh og Svend Bruun. Og i baglokalet finder du stadig et lille udvalg af mine collager – deriblandt “Grey” (2015) som også ses herunder, allernederst.

Lars Pryds: “SLI”, 2015. Acryl/Collage på papir 32,6 x 25,8 cm. (Courtesy of Galleri Pagter, Kolding).

Lars Pryds: “Three Arrows”, 2015. Acryl/Collage på papir 31,8 x 25 cm.. (Courtesy of Galleri Pagter, Kolding).

Lars Pryds: “Grey”, 2015. Acryl/Collage på papir 32 x 24 cm. (Courtesy of Galleri Lisse Bruun, København).

5. oktober 2015

Ikke helt i hegnet

Travle fodgængere på Rådhuspladsen kan lige rundt om hjørnet finde et æstetisk pusterum i Anneli Olesens fotografier fra Thorvaldsens Museum. Foto: Lars Pryds

Find et æstetisk pusterum i de kunsteriske udsmykninger på Byens Hegn omkring Metrobyggerierne i København

Af Lars Pryds Fra Kunstavisen nr. 8, 2015

Enhver, der har besøgt København fornylig, ved, at der bygges ny Metro. 21 byggepladser for den nye Cityring fylder godt i landskabet. En del af de grønne plankeværk, der indhegner pladserne, er stillet til rådighed for kunstnerisk udsmykning under fællestitlen “Byens Hegn”. De bedste og mest iøjnefaldende pladser har Metroselskabet dog reserveret til reklamer for krydstogtrejser, hysteriske tv-serier, mærkevarer eller filmpremierer.

På de mere ‘diskrete’ sider af hegnet, dér hvor man typisk kun kan gå eller cykle forbi, findes udsmykningerne. Nogle forsøger at råbe lige så højt som reklamerne, hvilket oftest er et nytteløst foretagende, og det er da også de udsmykninger, der går i den helt modsatte retning, der vinder i længden.

Herunder omtales blot to – meget forskellige – af de nyeste udsmykninger på Byens Hegn, med en opfordring til at gå på jagt efter de øvrige. Som forberedelse kan man på Metroselskabets hjemmeside finde en oversigt, ”Hvad er der på mit hegn?”, over de aktuelle udsmykninger (m.dk).

Seismografisk megamaleri
Ved den midlertidige ø i Sortedamssøen har Carl Krull skabt et 100 meter langt maleri med titlen “Seismic Waves” – i hans karakteristiske, enkle sort-hvide form for stregtegning.

Krulls arbejdsmetode er inspireret af en seismograf, der registrerer jordrystelser – som der jo en del af i forbindelse med et metrobyggeri. En “seismografisk bølge” på en byggeplads i en sø er derfor helt oplagt – og værd at se på med den stramme udnyttelse af væggen. Betragtes den fra den fjerneste side af Østerbrogade, lægger den bølgen sig præcist i mellemrummet under de grønne trækroner langs vejen, og man glemmer helt, at der er en byggeplads bagved.

Følsom fotografi gennem presenninger
Anneli Olesens bidrag til Metrohegnet ved Rådhuspladsen: “Wrapped” består af fem billeder af klassiske figurer på Thorvaldsens Museum, fotograferet gennem en midlertidig afskærming under ombygning af museet – i bogstaveligste forstand: byggepladsbilleder. Hvert foto består af to kvadratiske fotos – sammensat så nye rum opstår.

På den aktuelle byggeplads, lige i nærheden af den fodgængertravle Rådhusplads, opstår endnu et rum – udsmykningen bliver her en lille udstilling, som man kan nyde, mens man cykler forbi eller drikker en kop kaffe på fortovscafeen lige overfor. Anneli Olesen giver os et pusterum, der ikke råber om kap med reklamerne, men derimod opfordrer til stille iagttagelse af skønhed. Som hun skriver i den ledsagende tekst: “…end ikke en byggeplads kan ikke skjule skønheden”.

Carl Krull: “Seismic Waves”
Byens Hegn, Metrobyggepladsen ved ØsterSøgade/Østerbrogade
Anneli Olesen: “Wrapped”
Byens Hegn, Metrobyggepladsen på Rådhuspladsen
Kan ses indtil februar 2016

Find mere info på:
www.m.dk

Carl Krulls seismografiske tegning af bølgebevægelser strækker sig i 100 meters længde i den ene ende af Metrobyggepladsen i Sortedamssøen. Foto: Lars Pryds

Set på afstand hen over Østerbrogade går Carl Krulls seismografiske tegning i dialog med både træer og stensætning i bybilledet. Foto: Lars Pryds

Anneli Olesens fem fotografier på Rådhuspladsen føjer en følsom skønhed til bybilledet, i kamp med snavs og slitage på Metrobyggepladsens hegn. Her et af de fem dobbeltbilleder. Foto: Lars Pryds

De klassiske skulpturer på Thorvaldsens Museum fotograferet af Anneli Olesen gennem halvtransparent afdækning under museets ombygning kan ses på Rådhuspladsen indtil februar 2016. Foto: Lars Pryds

14. september 2015

Complete graphic control

Editorial, SNDS Magazine 3, September 2015

“Type design is […] the last arena where the graphic designer is still in charge of his or her own work.”

– Adrian Shaughnessy*

There was an uproar in the Danish media world – among graphic designers especially – when Egmont Publishing in August decided to outsource a series of layout tasks to a company as far away as Vietnam, cutting down in-house staff and pushing 13 designers out of their jobs. Upscale lifestyle magazine Euroman’s Editor-in-Chief resigned in protest and its leading Art Director was fired as a result of the decision. Social media exploded.

Deciding where to have your pages designed involves the question of control, and one way of keeping control over long-distance work is by using templates. The most ‘important’ Euroman pages will still be designed at home, close to editors and writers, whereas the Vietnam-produced pages will rely heavily on templates.

“The challenge for designers – a group that increasingly includes thoughtful users as well as professional typographers – is to disable the stylistic limitations of templates”, Ellen and Julia Lupton wrote back in 2007**.

While the consensus among designers in the present debate seems to be that in-house designers are expected to do just that: thoughtfully break the stylistic limitations and create art – there is fear that Vietnamese designers on a budget will break the templates to create disasters.

We already know that Danish Art Directors are able to produce great work, but if the result of the outsourcing will be disastrous remains to be seen when the first issues of the ‘new’ Euroman hit the newsstands.

Type control
The unemployed designers now have to look elsewhere to work with the craft they love. Some may start their own company – they can turn to page 30 and our review of a new book that will guide their way.

Others may engage in type design – an area where, according to the opening quote above, it is actually possible to have if not complete then at least a high degree of control over your work.

In an article on Design Observer, London-based graphic designer and writer Adrian Shaughnessy asks the question, “How many typefaces is too many typefaces?” His answer is that there probably is no limit, one of the reasons being that young designers turn to type design as one of the last arenas of free expression – away from the “templated graphic environments where everything is already designed” and from the “slavish adherence to business strategies that limit creative thinking”.

Designing type is also about dealing strictly with form, it “feels like the exercise of a craft. It feels like proper old-fashioned ‘making’, at a time when huge areas of graphic design practice have become increasingly robotic”.

No templates, no interference from picky clients. Maybe that’s what urged three Danish designers to create a font for the City of Copenhagen – without actually having the City (or anyone else) as a client. The result was a font free for all to download (see p. 4).

Wearable screens
The Apple Watch, on the other hand, is no doubt the result of serious strategic thinking. Owning 75% of the smart watch market, Apple Watch is the place to be for news businesses in the future. Kim Bjørn, designer and co-founder of Cre8o, looks at some of the news apps that have already appeared on the wearable screen, including his own design for Ekstra Bladet (see p. 24–27).

Cooperation is key
Visuals were not always an integrated part of telling a news story – but cooperation between colleagues with different skills has become an important part of the whole picture. As Maj Ribergård’s interview with a classic-journalist-turned-visual-storyteller shows, journalists can gain a lot from incorporating visuals and graphic tools in the planning of articles (see p. 28–29).

Cooperation is also the subject for SNDS President Flemming Hvidtfeldt’s column on our back page. He reminds us that SNDS is part of the global organisation SND – which gives members the potential to reach far beyond the Scandinavian countries.

This international focus is also reflected in the line-up at the big event of the year in SNDS:

SNDS15 News Design Conference
We’re proud to devote the majority of this magazine to presenting the final program for two inspiring days in
Copenhagen. And there is still time to take a quick decision not to miss out: Check out the speakers and the program on page 6–18, then register online on conference.snds.org – or fill in the form on page 19-20.

See you in Copenhagen on 1–2 October!

Lars Pryds
Editor, SNDS Magazine

*In: Typographic Tipping Point, designobserver.com 07.06.2015
**In: Univers Strikes Back, 2007. Quoted from Graphic Design Theory : Readings From the Field. Princeton Architectural Press, 2009.

…

6. september 2015

Menneskelig matematik

Med sammenstillingen af to helt konkrete matematiske modeller har Man Ray skabt et surrealistisk fremtidsscenarie. “Macbeth”, 1948. Olie på lærred, 76 x 61 cm. Foto fra kataloget.

Stor flot Man Ray-udstilling viser overraskende og maleriske sider af den verdensberømte fotograf

Fra Kunstavisen nr. 7, 2015

Den amerikanske kunstner Man Ray (1890–1976) er mest kendt som en eksperimenterende og nyskabende fotograf, men selv opfattede han sig først og fremmest som maler, og det var maleriet, han helst ville anerkendes for. Glyptotekets udstilling “Man Ray – Menneske // Ligninger” viser begge sider og ikke mindst, hvordan de to forskellige genrer spiller sammen og forstærker hinanden.

I 1934 fandt Man Ray på ‘Institut Henri Poincaré’ i Paris en samling matematiske modeller i træ, gips, metal og/eller papmaché og fotograferede godt 30 af dem. Han blev fascineret af modellernes menneskeskabte konstruerede, næsten surrealistiske former, mens deres matematiske betydning betød mindre: “Formlerne sagde mig intet,” men “formerne i sig selv var lige så varierede og autentiske, som var de skabt af naturen”, som han formulerede det.

Med Anden Verdenskrigs udbrud tvinges Man Ray, der er af jødisk afstamning, til at forlade Europa og flytter til Hollywood, hvor han bor i perioden 1940–51. Han må dog efterlade sine malerier, objekter, fotografier og negativer i Paris, og først i 1947 lykkes det ham at komme tilbage og hente dem.

Det blev starten på malerierne med fællestitlen “Shakespearean Equations”. De matematiske modeller, som Man Ray havde fotograferet 12 år tidligere, omsatte han nu til motiver på lærrederne, enten ved at gengive dem enkeltvis eller ved at kombinere to eller flere i ét maleri.

De enkelte maleriers titler er hentet fra Shakespeares teaterstykker og viser Man Rays forkærlighed for at indbygge gåder og ordspil i sine værker. Han har senere fortalt, hvordan han spurgte folk hvilken titel, der passede til malerierne – og blev lige begejstret for svaret, uanset om de gættede rigtigt eller forkert.

Derfor skal man måske ikke tage titlerne så alvorligt – men det er faktisk i de fleste tilfælde muligt at tolke handlingen fra Shakespeares dramaer ind i de usædvanlige figurationer på lærrederne. Man Ray giver i bedste surrealistiske tradition de livløse modeller liv, og kombinationen af matematiske ligninger og episk teater forekommer derfor overraskende naturlig.

Udstillingen viser, med de “Shakespeare’ske Ligninger” som omdrejningspunkt, eksempler fra hele Man Rays liv og er arrangeret, så man tydeligt ser sammenhængen mellem inspirationen (de originale modeller vises i montrer), fotografier, tegninger og malerier. Man bliver både godt underholdt og – selv om man tror, man kender Man Ray – også klogere på hans dynamiske livsværk i denne stilfærdige, men veldisponerede udstilling. Kan varmt anbefales.

Man Ray – Menneske // Ligninger
Til 20. september 2015
Glyptoteket
Dantes Plads, København V
www.glyptoteket.dk

Til udstillingen, der er blevet til i samarbejde med The Phillips Collection, Washington D.C. og The Israel Museum, Jerusalem, er der udgivet et katalog på 238 sider: “Man Ray: Human Equations“. Pris: 299 DKK. Kan købes i Glyptotekets boghandel.

To eksempler på Man Ray’s fotografier af de matematiske modeller i Institut Henri Poincaré’s samling i Paris. To af objekterne her er anvendt som motiv i maleriet “Macbeth”, som ses herover. Foto fra kataloget.

Man Ray: “Merry Wives of Windsor”, 1948. Olie på lærred, 61 x 46 cm. Der er i Man Rays univers ikke langt fra konkrete, skulpturelle former til levende, kvindelige personager. Foto fra kataloget.

Forlægget til maleriet “Merry Wives of Windsor” er Man Rays foto fra 1934-35 af denne gipsmodel fra omkring 1900. Foto fra kataloget.

4. september 2015

Dansk kunst i samtiden og i fremtiden

Danh Vo: Ο Θεός μαύρο, 2015. Jomfru Maria i træ fra år 1350 monteret på en græsk marmorsarkofag fra omkring år 200 samt vægge i den helt specielle røde farve, som anvendes i Vatikanets kardinalers kåber. Danh Vo’s næsten minimalistiske installation er tungt ladet med religiøse undertoner, trods banale populærseksuelle titler, hentet fra gyserfilmen Eksorcisten. Foto: Lars Pryds

Et kig tilbage og ud i den globale virkelighed på Biennalen i Venedig

Af Lars Pryds | Fra Kunstavisen

Biennalen i Venedig er verdens største og vigtigste fremvisning af tendenser i samtidskunst netop nu. Biennalens kombination af to forskellige koncepter har vist sin bæredygtighed gennem mange år: Den ene del er centralt kurateret og vises bl.a. på det gamle flådeanlæg “Arsenale”. Her behandles et fælles tema – i år: “All the World’s Futures” – med de mange forskellige udtryk, der i globaliseringens navn spiller sammen på tværs af nationalitet og oprindelse.

Den anden del består af 89 nationale præsentationer, hvor man med udgangspunkt i parkanlægget “Giardini” og rundt om i byen kan se, hvad der rører sig på kunstscenen i lande, som man almindeligvis ikke ser kunst fra, som fx Kosovo, Letland eller Seychellerne.

Eller rettere – dette var den oprindelige intention. De seneste år har også de enkelte landes kuratorer ønsket at sprænge grænserne for egen national identitet og vise globalt udsyn. Derfor udstilles ofte internationalt orienterede kunstnere, ikke nødvendigvis under egen nationalitet. Måske er det baggrunden for, at komiteen bag den danske deltagelse i år har valgt at udstille den i Berlin bosiddende dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo.

Danh Vo er født i Vietnam i 1975. Da han var fire år, flygtede han og hans familie, blev samlet op i Stillehavet af et dansk containerskib og fik dansk statsborgerskab. Han er uddannet fra Kunstakademiet i København og Städelschule i Frankfurt.

Danh Vos værker kredser om den personlige fortælling, om tab af identitet, tilhør og sammenhæng – ikke overraskende med hans baggrund som flygtning. Udstillingen er ikke umiddelbart let tilgængelig i sin æstetiske opstilling af usammenhængende objekter – “Er det ikke lidt tyndt?” som en af mine yngre ledsagere spurgte.

Og jo – objekterne, udvalgt snarere end skabt af Danh Vo, fylder ikke meget i lokalerne. Til gengæld er de fyldt med referencer til både historie – som fx ni gamle stentøjstallerkner, hentet op fra bunden af det kinesiske hav; til religiøsitet – som i værket “Judas”, et Finn Juhl-designet palisanderbord fra 1953 med 30 indlagte sølvmønter; – samt til populærkultur med sexuelle undertoner i værktitler som “Lick Me Lick Me” og “Do you know what she did, your cunting daughter?” – citater fra gyserfilmen “Eksorcisten” (1973).

Trods temaet “All the World’s Futures”, der gælder for hele biennalen, har man som i mange af de øvrige pavilloner også i den danske mere fornemmelsen af at kigge tilbage i tiden end frem. Men måske er det blot et udtryk for, at man skal kende fortiden for at forstå fremtiden?

Danh Vo:
“mothertongue”
Til 22. november 2015
Den Danske Pavillon, Giardini
Biennalen i Venedig
labiennale.org
danishpavillon.org

Den fylder næsten et helt rum: en gammel transportkasse til skotsk whisky, nu indeholdende en overskåret romersk marmorskulptur – og kassen har fået titlen “Lick Me Lick Me”. Kultursammenstød? Historiske kontraster? Der er åbent for fortolkning i Danh Vo’s univers. Foto: PR