Så er august måneds første udstilling hængt op – i Glasseriet på Amager. Her er det maleriet “Katalog (Depot 3)”, der har fundet plads helt oppe under loftet med udsigt til en af Rikke Bruzelius’ unika glasvaser. Glasseriet er både råt, lyst og venligt – og så højloftet, at ophængningen er i flere “etager”.
Udstillingen er åben allerede nu, men der er fernisering lørdag den 30. august kl. 12–14, hvor Rikke arbejder ved glasovnen og jeg kan fortælle om billederne. Man kan også købe signerede eksemplarer af min bog Pages of a Non-Existent Diary.
To dages hyggeligt besøg hos gode venner på sydsiden af Lolland afrundedes med besøg i dag på Fuglsang Kunstmuseum, der viser en stor udstilling med den danske kunstner Sven Dalsgaard (1914–1999), i anledning af 100-året for hans fødsel.
Udstillingen breder sig fra museets særudstillingssal ud i den lange gang, der kiler sig ned mellem den faste samlings sale og ender i markerne ned mod Skejten, der har inspireret så mange af de lollandske landskabsmalere gennem tiden.
Bortset fra lige lovlig mange af Sven Dalsgaards markante “dannebrogs-malerier” er udstillingen et veldisponeret “bredspektret tværsnit af kunstnerens værkproduktion indenfor maleri, tegninger, grafik, skulptur, objektkunst og poesi”, som museet selv præsenterer ophængningen af de i alt ca. 120 værker. Deriblandt en håndfuld af et andet signatur-tema hos Dalsgaard, hans stole malet i hvide, blå og røde farver og bearbejdet på forskellig vis, fx “Stol med fjer” (se ill.). Der er skulpturer, digte, film mm. – og malerierne “Rød”, “Hvid” og “Sort” fra 1973-74 er til lejligheden hentet hjem fra hele tre forskellige samlinger. Godt arbejde.
Sven Dalsgaard blev født 29. maj 1914 i Vorup nær Randers, boede hele sit liv i Randers og døde her 22. januar 1999, 84 år gammel. I anledning af hans 80-års fødselsdag i 1994 havde jeg fornøjelsen af at besøge ham i hans atelier i Randers for at fotografere ham til et fødselsdagsinterview i Kunstavisen. Jeg tog tog toget fra Århus, gik fra stationen med mit gamle Nikon kamera over skulderen og fik en taget en hel rulle film (det var før digitalkameraerne) af en afslappet og imødekommende Sven Dalsgaard ved arbejdsbordet. Et af dem blev bragt i Kunstavisen nr. 4/94, hvor den ungdommelige 80-årige bl.a. fortalte Anne Birgitte Nørgaard om sin kunstneriske arbejdsproces:
“Det drejer sig om at åbne sin egen kasse, og se, hvad dén indeholder. Alle mennesker har en kasse med noget i, men ikke alle har mod på at bryde låget op.”
Færdig med at søge efter indholdet i kassen – og i livet og kunsten – blev Sven Dalsgaard aldrig. I hvert fald siger han senere i interviewet: “Det, der er noget af kunstens inderste væsen, det er, at man aldrig bliver færdig med det. Det er, at det stadig kan give én noget. Det bliver aldrig en selvfølge.”
I kataloget for den aktuelle udstilling, et digert bogværk på 200 sider med titlen “Sven Dalsgaard 100 år”, beskrives processen således: “Dalsgaard brugte sit eget liv som grundlag for den kunstneriske proces i en sådan grad, at hele hans produktion kan ses som led i en livslang kamp for erkendelse af sin egen eksistens”.
Det flotte udsnit af Sven Dalsgaards søgen efter kunstens inderste væsen kan ses på Fuglsang Museum til og med den 27. juli. Herefter flyttes udstillingen til Sven Dalsgaards hjemby Randers, hvor den vises på Randers Kunstmuseum fra 9. august 2014 til 4. januar 2015. Rigtig god fornøjelse!
Efterårets kalender er ved at være godt fyldt op med udstillinger og ture – ikke mindst med forskellige arrangementer Lisbeths TEX-antik deltager i – både i Danmark og i udlandet. Vi har samlet nogle af dem i en lille handy A5-oversigt, der kan ses herunder. På gensyn derude – ét eller andet sted!
“The last printing revolution changed our world. This one could help save it.”
Ambitions are high for British stationary brand Ryman and ad agency Grey London, who recently released a new font, Ryman Eco.
Ryman claims that its new font, which is available for free download, uses a third less ink and toner than standard fonts such as Arial, Times New Roman, and Verdana. The company believes that if everyone used the new font, it would save over 490 million ink cartridges and could help lower CO2 emissions by over 6.5 million tons.
The font was designed using thin lines rather than solid shapes, which reduces the amount of printer toner used to form a letter on the printed document. Ryman Eco was designed to be suitable for use in any context, at any size, and this is perhaps the biggest challenge to its success. The idea is that in small sizes, you may not even notice the white lines in the characters, but in larger sizes its decorative appearance may mean some organisations may not want to use it in their publications. Furthermore, companies or organisations with a distinct design policy are not likely to use this font anywhere at all as part of their typographic setup.
Ryman Eco is not the first example of a sustainable font. In 2008, Dutch company SPRANQ released its Eco Font type family, which uses holes in letters to reduce ink waste. But “Ryman Eco is both more efficient […] and more aesthetically pleasing than its rivals,” says the font’s designer Dan Rhatigan and Grey ECD Nils Leonard, in an interview with Creative Review.
However, being aesthetically pleasing – or, as Ryman boasts, “The world’s most beautiful sustainable font” – does not make it suitable for everything. As some commentators note, perhaps Ryman Eco is just an advertising gimmick in order to sell more printer toner – a main product at Ryman’s.
Taking the idea of saving toner one step further, the company behind Ecofont Vera Sans has developed software that will put holes in commonly used typefaces such as Verdana and Arial on your computer.
Download Ecofont Vera Sans for free at ecofont.com
En opslagstavle er som dét øjeblik, man tror man skal dø og hele ens liv passerer revy: en samling glimt fra fortiden, minder om begivenheder, underlige dimser og tildragelser, der var vigtige en gang og måske bliver det igen – eller måske blot lagres som inspiration. I hvert fald: hver enkelt “ting” har sin egen historie.
Opslagstavlen over mit arbejdsbord indeholder mange af disse glimt. Der er Formel 1-biler fra min barndom, der er min yndlingsnisse, et magasinopslag om Steve Jobs som jeg designede en smart rubrik til; der er billeder af mine børn og min kone og mine forældres bryllup i 1948; et hjemmelavet ludo-spil; en Dolly Parton-koncertbillet; bogstaver; postkort med kunst; Marilyn Monroe og smukke kvinder med bare baller – for hvor finder man en ordentlig croquis-model nu om dage?
Midt i det hele, under ordet “redesign” i Jyllands-Postens nye brødskrift (nå ja, ny var den, tilbage i 2001), hænger et udklip fra Politiken, gulnet i en grad, der nærmer sig brunt. Det er en lille artikel fra 2008 om Simone de Beauvoir, der ville være fyldt 100 det år. Artiklen illustreres af et af de berømte billeder, fotografen Art Shay tog i Chicago få øjeblikke efter Simone var steget ud af badet og var i gang med at sætte håret, kun iklædt et par højhælede sko. “Naughty man”, skal hun have sagt, da hun hørte klik-lyden fra Shays Leica-kamera, og så ellers ufortrødent have fortsat sin morgentoilette.
Fotografiet er så utroligt kærligt, nænsomt, ærligt og afslappet, at det (efter nogle måneder på opslagstavlen) blev forlæg for et af mine malerier, “Simone Does Her Hair” (140 x 200 cm), som jeg malede færdigt i 2009, og som siden har været udstillet både i det københavnske Galleri Lisse Bruun, i Filosoffen i Odense og det underskønne Kunstcentret Silkeborg Bad – det sidste et ganske passende sted, det oprindelige motiv taget i betragtning.
Men selv om maleriet blev det endegyldige resultat af et øjebliks inspiration (for både Art Shay og mig) har avisudklippet overlevet – og flytter med, når opslagstavlen flyttes rundt i værkstedet. Indtil det en dag er gulnet så meget, at motivet bliver helt utydeligt, eller papiret smuldrer og drysser ned bag arbejdsbordet – og forsvinder for evigt.
