I løbet af det 20. århundrede har tekstile eksperimenter skyllet ind over håndværks-bårne kulturer og kunstneriske udtryk. Denne bog er båret af en nysgerrighed overfor det, der har medvirket til at skabe tekstile udtryk – men måske også isolere dem, så de i perioder er blevet en usynlig kunstform og i andre perioder en folkelig manifestation.
“Tekstile udtryk har været længe undervejs”, fortæller Lisbeth Tolstrup. “Jeg har drømt om at skrive den i mere end ti år. Jeg troede, den skulle handle om perioden fra 1960 og frem, men for at se helheden var det nødvendigt at gå tilbage til midten af det 19. århundrede. Dermed blev bogen i højere grad end forventet historien om håndvævningens udtryk – mens det brede tekstilkunstbegreb først sent optræder i Danmark.”
“Blandt de iagttagelser jeg har gjort er, at tekstilkunstbegrebet aldrig er blevet en accepteret billedkunstnerisk genre på linje med fx maleri og skulptur, på trods af at tekstil både optræder som et selvstændigt udtryk og som et element hos kunstnere der arbejder i andre genrer.”
Lisbeth Tolstrup dykker ned i historien i et forsøg på at belyse sammenhænge mellem den tekstile materialitet og et rendyrket tekstilkunstnerisk udtryk. I to supplerende kapitler går Anette Blæsbjerg Ørom bag om Den nordiske Tekstiltriennale, mens Fred Andersson perspektiverer området under en idékritisk vinkel.
Bogen gengiver flere tekstile værker der ikke tidligere er offentliggjort, og beskriver desuden koblingen mellem uddannelsesinstitutioner, der har udbudt tekstil som udtryksfag – fra højskolerne og håndarbejdsseminarierne over akademierne i Aarhus til designskolerne i København og Kolding.
Tekstile udtryk – en introduktion
Af Lisbeth Tolstrup.
Forlaget FiberFeber 2010.
Design: Lars Pryds
Tryk: Svendborg Tryk
160 sider.
Køb bogen på tolstruppryds.com
Hent info-ark om Tekstile Udtryk (PDF)
Lisbeth Tolstrup er forfatter til bl.a. Grete Balle, Tekstilkunstner og Billedskaber, Borgens Forlag 1996; Resumé – om keramikerparret Aage og Heidi Guthmann Birck, Borgens Forlag 1999 samt talrige kunstkataloger inden for maleri, installation og tekstilkunst.
Redaktør og medforfatter til bl.a. Tekstilkunst i Danmark 1988-1998, Borgen 1999; Kunstner og Menneske, bd. 1-2, Århus Kunstbygning 2001.
Har skrevet bidrag til bl.a. Weilbachs Kunstnerleksikon (1993-98), Årbogen Dansk Kunst (1994-2008) og Kvindebiografisk Leksikon (1998-2001).
Lisbeth er medstifter af Tolstrup Pryds Grafisk Tegnestue (1987), af Forlaget FiberFeber (2007-2012), samt Forlaget på Tredje (2012). I 2010 grundlagde hun desuden net-butikken TEX-antik.com, der sælger brugte og nye bøger om tekstilkunst, håndarbejde, kunsthåndværk og kunst.
Pressebillederne herunder kan frit benyttes ved omtale af bogen.