Hjem » Refleksioner 10/11 – 31/12 2018

Refleksioner 10/11 – 31/12 2018

Maler og grafiker Lars Pryds foran sine værker på Vandtårnets øverste etage, den gamle vandtank. Foto: Finn Brasen

 

Pressemeddelelse
Refleksioner

Ny kunst i Vandtårnet
Fire lokale kunstnere med bred erfaring og forgreninger ud over Danmarks grænser og en kunstner med rødder i Guatemala og Tyskland byder nu indenfor til en omfattende og alsidig udstilling i Vandtårnet. Udstillingen Refleksioner åbner lørdag 10. november, hvor der er fernisering kl. 11-15.
Udstillingsperiode 10. nov.-31. dec. 2018, åben på hverdage kl. 10.30-15.30.

En bredt favnende udstilling, hvor man kan opleve “refleksioner af både natur, vand, by, mennesker – indtryk og udtryk, der udspringer fra levet liv”. En udstilling med mange forskellige genrer og udtryk, hvor der vises akrylmaleri, oliemaleri, mixed media, collage og foto.

De udstillende kunstnere er: Finn Juul, Jorge A. Morales, Peter Pitsch, Lars Pryds og Lone Springkilde.

Arrangørerne, produktionsskolen MultiCenter Syd, som siden 2008 har stået for driften af kulturhuset Vandtårnet, håber, at mange vil kigge forbi i Hollands Gaard i Nykøbing F. og se den inspirerende og alsidige udstilling.

Lidt om de 5 kunstnere:

Jorge A. Morales er autodidakt billedkunstner, født i 1973, med 25 års erfaring og mere end 120 udstillinger i både Guatemala, USA og Europa bag sig. Jorge maler mest med spartel i olie, men arbejder også med akvarel og pastel. Maler mest landskaber og gadebilleder, men også portrætter. De sidste års tid har han også taget sine natur og landskabsmalerier over i den abstrakte verden. Jorge indfanger på fortryllende vis både lys, regn og refleksioner i mere end én forstand i sine billeder.

Finn Juul er 65 år, autodidakt, har malet i 55 år, inspireret især af dansk guldalder og hollandsk 1600-tals maleri, tilsat egen fortolkning, motiv og teknik. Hans virke er delt i hhv. portrætter af mennesker, dyr, landskaber, stilleben, samt politisk satiremaleri. Arbejder i olie/acryl, akvarel/gouache, tusch/grafit samt tempera.

Lars Pryds, Maler/grafiker er født i Kolding 1962. Har collagen som foretrukken arbejdsform, gerne baseret på temaer, der kan genkendes som ikonisk kommenterende elementer i større billedlige konstruktioner. Veksler mellem mindre skitseagtige forløb og store lærreder, komponeret i mixed media. Uddannet tegner/grafiker fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding (1987) og master i design, KADK (2013). Debuterede som maler i 1986 på KE og KS. Bor og arbejder i Sakskøbing.

Lone Springkilde er 62 år og begyndte at male for 20 år siden. Er uddannet faglærer i Billedkunst og Formgivning ved seminariet i Nykøbing F i 2002. Motivvalg er meget varieret, men de senere år er det ofte portrætter og mest i olie hun gør sig i. Det sidste år har hun genoptaget akvarel til at male lokale motiver fra Nysted. Hun skaber stemning i sine malerier, især med brug af lyset.

Peter Pitsch er født i Tyskland og har boet bl.a. i Berlin, Amsterdam og Rom. Peter bor og arbejder i dag i Nykøbing F. bl.a. som skribent, bogdesigner, i sukkerfabrikken og ved siden af som kunstner. For 25 år siden debuterede Peter som forfatter og til dato har han udgivet 18 bøger i flere sprog. Siden hans første bogudgivelse har han illustreret sine tekster selv, skabt et sammenhæng mellem sproget og det visuelle, enten i form af collager, fotografier eller malerier. Hvad skjuler sig under overfladens skær? Peters billeder fortæller en historie ved brug af stærke farver og dynamiske former, der ofte strømmer ind i hinanden. I 2017 åbnede han sit eget kunstgalleri i Nykøbing Falsters Latinerkvarter.

.

.

Udstillingen “Refleksioner” i Vandtårnet, Nykøbing F. 10. november – 31. december 2018. Foto: Lars Pryds

 

Udstillingen “Refleksioner” i Vandtårnet, Nykøbing F. 10. november – 31. december 2018. Foto: Lars Pryds

.